Ukrainsk droneangreb satte hus i brand og dræbte to

20. APR 2024 • 05:32UDLAND

Mand og kvinde meldes døde som følge af ukrainske droneangreb, mens deres søn nåede at flygte ifølge guvernør.

Ukrainske droneangreb har dræbt to i den russiske region Belgorod, har regionens guvernør, Vjatsjeslav Gladkov, oplyst natten til lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

En beboelsesejendom og en lade er blevet ramt i landsbyen Poroz. Begge dele er "komplet udbrændte" efter angrebet.

En anden beboelsesejendom er blevet slemt beskadiget.

- Som et resultat af afsendelsen af to eksplosive enheder er en privat beboelsesejendom i brand. To civile er på tragisk vis døde - en, kvinde, som var ved at komme sig efter et brud på lårbensknoglen, og hendes mand, der tog sig af hende, skriver Gladkov på beskedtjenesten Telegram.

- Sønnen til de to afdøde lykkedes med at løbe ud af bygningen i sidste øjeblik, skriver guvernøren videre.

Guvernøren oplyser, at redningsarbejdere er på stedet og vil foretage en gennemgang, når solen står op.

Tidligere natten til lørdag var der meldinger om et andet ukrainsk angreb i en landsby. Der er ingen meldinger om eventuelle tilskadekomster.

Ukraine har øget frekvensen af angreb de seneste uger og især rettet dem mod russiske energiforsyninger.

Nato-alliancens lande blev fredag enige om at forsyne Ukraine med endnu flere luftværnssystemer.

Desuden ser Kongressen i USA ud til at have nået til enighed om en hjælpepakke til Ukraine på 60,8 milliarder dollar eller 426 milliarder kroner.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beklagede sig på et Nato-møde fredag over, at der tales for meget og doneres for lidt til landet.

Et større russisk missilangreb dræbte fredag otte i Dnipropetrovsk-regionen i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU