Tyskland stopper med at levere luftpost efter over 62 år

28. MAR 2024 • 06:17UDLAND

Tidligt torsdag morgen lettede det sidste fly med breve sendt via det tyske postvæsen fra Berlin.

Torsdag leverer det tyske postvæsen sine sidste indenrigsbreve som luftpost.

Postvæsenet kommer i fremtiden ikke til at levere pakker eller breve ad luftvejen, da en nylig lovændring har lempet reglerne om leveringstider.

Tidligt torsdag morgen lettede det sidste fly med breve sendt via det tyske postvæsen fra en lufthavn i Berlin og satte kurs mod Stuttgart.

Kort før var fem andre fly lettet fra henholdsvis Hannover, München og Stuttgart. Om bord havde de tilsammen 1,5 millioner breve med en samlet vægt på 53 ton.

Det svarer til tre procent af den samlede mængde af breve, som det tyske postvæsen leverer hver eneste dag.

Postvæsenet har i mindst 62 år været afhængig af fly for at levere tyskernes breve til tiden.

Tidligere skulle mindst 80 procent af brevene leveres inden for én dag. 95 procent af brevene skulle leveres inden for to dage.

Da reglerne er blevet lempet, sparer postvæsenet både de betydelige omkostninger, der er forbundet med luftpost, og på CO2-udledningerne.

Ifølge postvæsnet reducerer man CO2-udledningerne per brev med 80 procent ved at stoppe med luftpost.

Det er forbundskansler Olaf Scholz' regering, som har lempet reglerne.

Som resultat ventes den gennemsnitlige leveringstid for et brev at stige.

Det tyske postvæsen begyndte for første gang at benytte sig af luftpost i starten af 1960'erne.

Mængden af luftpost toppede i 1996, da der i gennemsnit blev sendt breve med en samlet vægt på 430 ton via 45 flyvninger hver nat.

Siden da er behovet for fysiske breve blevet mindsket, i takt med at internettet er blevet allemandseje.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU