Titanic-skuespilleren Bernard Hill er død

5. MAJ 2024 • 16:35UDLAND

Skuespilleren Bernard Hill, som blandt andet er kendt fra "Titanic" og "Ringenes Herre" er død.

Den britiske skuespiller Bernard Hill er død i en alder af 79 år.

Det skriver BBC.

Briten er mest kendt for sine roller som kaptajn Edward Smith i filmen "Titanic" fra 1997 og for at spille kong Theóden i "Ringenes Herre"-trilogien.

Bernard Hills agent, Lou Coulson, har bekræftet over for BBC, at skuespilleren afgik ved døden søndag morgen.

BBC forventer, at hans familie vil komme med en udtalelse.

Den 79-årige skuespiller har været med i to film, som begge har vundet 11 Oscar-statuetter.

Ifølge det britiske medie The Independent er han den eneste skuespiller, som har medvirket i mere end en film, som har vundet 11 priser ved Oscar-uddelingen.

Det er henholdsvis "Titanic" og "Ringenes Herre: Kongen vender tilbage".

Bernard Hill blev født 17. december 1944 i Blackley i Manchester i Storbritannien. Han er vokset op i en katolsk familie af minearbejdere.

Han studerede på det, som i dag er Manchester School of Theatre ifølge The Independent.

Bernard Hill var gift med den amerikanske skuespiller Marianna Hill. Parret har et barn sammen.

Hill har ikke kun haft roller på det store lærred. I 1982 spillede han Yosser Hughes i den britiske tv-serie "Boys from the Blackstuff".

Rollen som Yosser Hughes var hans gennembrud.

I 2000 rangerede listen som nummer 7 på en liste fra Det Britiske Filminstitut over bedste tv-serier nogensinde.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU