Storbritannien beskylder Rusland for spionage og udviser diplomat

8. MAJ 2024 • 19:44UDLAND

Britisk minister slår ned på diplomat, som mistænkes for at være en uofficiel "militær efterretningsofficer".

Den russiske forsvarsattaché i London skal forlade Storbritannien.

Storbritanniens indenrigsminister, James Cleverly, har nemlig onsdag erklæret, at han vil udvise den russiske diplomat, som beskyldes for at være en uofficiel "militær efterretningsofficer".

Det russiske udenrigsministerium kalder beskyldningerne mod forsvarsattachéen for "lodrette løgne". Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

En forsvarsattaché er en diplomat med speciale i militærsager og er udstationeret ved ambassader og repræsentationer.

Udvisningen er overordnet et modsvar på det, som Cleverly kalder "skadelig virksomhed" fra Rusland.

Cleverly har derudover flere tiltag på vej.

Han siger i parlamentet, at briterne vil komme med nye begrænsninger af, hvor længe russiske diplomater kan opholde sig i Storbritannien.

Derudover fjernes flere russiskejede ejendommes diplomatiske status. Det gælder både en ejendom i Sussex i det sydlige England og en i London, som mistænkes for at være blevet brugt "til efterretningsformål".

Briterne har efter Ruslands invasion af Ukraine indført en række sanktioner mod russiske selskaber og enkeltpersoner.

Den britiske minister gentog onsdag, at Storbritannien ikke vil vakle i sin støtte til Ukraine.

Den vestlige militæralliance Nato har meldt ud, at den generelt er bekymret for russisk hybridkrig i Europa.

Begrebet dækker over en konflikt, som ikke er en formel krig, men når stater eller andre aktører forsøger at gøre skade på andre måder.

Hybrid krigsførelse kan eksempelvis være misinformation og propaganda. Men det kan også være metoder som cyberangreb og økonomisk pres - eller for eksempel spionage og sabotage.

Sidste måned blev en britisk mand, som mistænkes for forbindelser til privathæren Wagner-gruppen, tiltalt for at planlægge et brandangreb på industriejendomme med forbindelser til Ukraine i det østlige London.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU