Rusland melder om mere end 400 droner i natligt angreb mod Moskva

UDLAND20. JUL 2026 • 06:18

Seks personer meldes indlagt med eksplosionsskader efter større droneangreb mod Ruslands hovedstadsområde.

Mere end 400 droner er natten til mandag blevet rettet mod den russiske hovedstadsregion, Moskva.

Det melder Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, mandag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP på den statslige russiske beskedtjeneste Max.

- Fra klokken 20.30 (19.30 dansk tid, red.) til klokken 05.00 (04.00 dansk tid, red.) fløj mere end 400 fjendtlige droner mod Moskva-regionen.

- De fleste blev neutraliseret af luftforsvaret på lang afstand. 85 ubemandede luftfartøjer blev ødelagt, da de nærmede sig Moskva, skriver borgmesteren.

Det russiske nyhedsbureau Tass rapporterer mandag, at seks personer er blevet indlagt på hospitalet med skader som følge af eksplosioner. Tre af dem er ikke russiske statsborgere.

- Seks personer med eksplosionsskader i forskellig grad er blevet bragt til Domodedovo Hospital. Tre af dem er udenlandske statsborgere, skriver hospitalet i en udtalelse ifølge Tass.

Det fremgår ikke tydeligt, om der er en sammenhæng mellem de tilskadekomne og dronerne.

Ukraine har de seneste måneder skruet op for angrebene mod Rusland og russisk-kontrollerede områder, skriver AFP.

Domodedovo er en by, der ligger i den russiske hovedstadsregion Moskva, der deler navn med hovedstaden.

Ukraine har i de seneste måneder skruet op for angrebene på Rusland og de russisk-kontrollerede områder, skriver AFP. Ukraine har flere gange betegnet angrebene som gengæld for de russiske angreb på landet.

Nattens angreb kommer, efter at Rusland natten til søndag ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, rettede et af de største ballistiske missilangreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, siden krigens begyndelse i februar 2022.

Mere end 40 missiler - de fleste rettet mod hovedstaden - blev ifølge præsidenten affyret mod Kyiv. Det samme gjaldt 120 droner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT