Prinsesse Dianas bror vil fortælle sandheden om sin søster
Jarl Charles Spencer vil en gang for alle skrive sine tanker og minder om prinsesse Diana ned.
Tre uger efter 29-året for prinsesse Dianas død udgiver hendes bror, jarl Charles Spencer, en bog med titlen "Swan Song: Diana, My Sister", hvor han fortæller om sin søsters liv set fra sit eget perspektiv.Det fremgår af en pressemeddelelse fra forlaget ifølge flere britiske medier, herunder BBC og The Guardian.
- Jeg vil gerne tale på Dianas vegne og gøre det på en åben, positiv måde, lyder det fra Charles Spencer.
Ifølge Charles Spencer bliver han "oversvømmet med forespørgsler om interviews om min søster".
- Det har overbevist mig om at skrive mine egne tanker og minder ned én gang for alle, i stedet for at have ubehaget ved igen at læse andres meninger hvoraf mange er baseret på usandheder, der er blevet accepteret med tiden, siger han og fortsætter:
- Formålet med bogen er at fortælle sandheden om Diana fra hendes brors perspektiv, ligesom jeg forsøgte at gøre det, da jeg talte ved hendes begravelse.
Prinsesse Diana døde af sine kvæstelser i en trafikulykke i Paris den 31. august 1997.
Hun blev 36 år.
Hendes ledsager i bilen, den egyptiske filmproducent Dodi Fayed, som hun havde et forhold til, omkom også.
Ulykken skete, da bilens chauffør forsøgte at køre fra paparazzofotografer, der jagtede dem.
Han kørte for hurtigt, og obduktionen af ham viste, at han også var påvirket af alkohol.
Dianas bodyguard overlevede som den eneste.
Diana Spencer var som datter af den 8. jarl af Spencer-slægten født ind i den britiske adel.
Da hun var 16 år, mødte hun den daværende britiske tronarving, prins Charles, for første gang. Han havde på det tidspunkt et forhold til Dianas søster, Sarah.
Nogle år efter mødte de hinanden igen og indledte et forhold.
Hun blev set som et passende parti til Storbritanniens fremtidige konge, og den 32-årige tronarving friede i 1981 til den 19-årige kvinde efter omkring seks måneders forhold.
I sommeren samme år blev de gift, og Diana Spencer trådte ud af St. Paul's Cathedral i London som prinsesse.
De blev i 1982 forældre til prins William, der i dag er Storbritanniens tronarving, og to år efter til prins Harry.
Ægteskabet var langtfra lykkeligt, og de indrømmede begge senere at have haft affærer med andre undervejs. Prins Charles havde et forhold til Camilla Parker Bowles - der i dag bærer dronningetitlen - som han i 2005 blev gift med.
Charles og Diana blev separeret i 1992 og skilt i 1996.
Året efter omkom Diana.
Prins Harry var på det tidspunkt 12 år, og prins William var 15.
RITZAU
