OVERBLIK: Politiet har opløst universitetsprotest i New York

1. MAJ 2024 • 05:48UDLAND

Hundredvis af betjente har natten til onsdag opløst propalæstinensiske demonstrationer på Columbia University.

Politistyrker gik natten til onsdag dansk tid ind på det amerikanske universitet Columbia Universitys område i New York for at opløse de propalæstinensiske demonstrationer, som de seneste uger har fundet sted på universitetets campus.

Læs her hvordan politiaktionen forløb:

* Politiet gik ind på universitetets område klokken 21.06 lokal tid. Nogle af betjentene lyste med lommelygter ind i de telte, som er sat op på området, mens andre betjente dannede en kæde for at indkredse området.

* Politiet fjernede tilmed demonstranter og journalister fra området omkring universitetsbygningen Hamilton Hall, som siden tidligere på dagen tirsdag amerikansk tid har været besat af demonstranter.

* Klokken 21.35 trængte politiet ind i Hamilton Hall gennem et vindue på anden sal. Kort herefter begyndte politiet at bære demonstranter ud af bygningen.

* Klokken 22.40 var Hamilton Hall-bygningen ryddet.

* Klokken 22.55 var der ikke flere demonstranter til stede på Columbias campus, siger vicepolitidirektør for offentlig information Carlos Nieves.

* Kort tid efter at politiet gik ind på universitetets område, udgav Columbia University en erklæring, hvori der står, at universitetet "beklager at måtte meddele, at demonstranterne med deres handlinger har valgt at eskalere situationen".

* Universitetets rektor, Minouche Shafik, har bedt politiet om at blive på Columbia University indtil 17. maj for at "opretholde orden og sørge for, at teltlejrene ikke genetableres".

* Denne politiaktion fandt sted næsten to uger, efter at politiet 18. april anholdt mere end 100 demonstranter, som havde rejst telte på Columbia Universitys campus.

* Siden da havde teltlejren vokset sig endnu større, end den var før den første politiaktion.

Kilder: The New York Times og Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU