Over 7000 er nu smittet med ebola i DR Congo

UDLAND12. SEP 2026 • 00:41

Fredag er der blevet bekræftet et tilfælde af ebola i en ny provins i det nordvestlige DR Congo.

Antallet af bekræftede tilfælde af ebola i Den Demokratiske Republik Congo er nået over 7000.

Det viser regeringsdata fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ud af de i alt 7022 bekræftede smittede er 3398 af dem døde, fremgår det.

Det igangværende ebolaudbrud i landet er det største i DR Congos historie.

Det hidtil dødeligste udbrud fandt sted mellem 2018 og 2020, hvor knap 2300 mennesker døde ud af omkring 3500 registrerede smittetilfælde.

Samtidig er der blevet registreret et smittetilfælde i en syvende provins.

Smittetilfældet blev registreret i provinsen Syd-Ubangi, der ligger i den nordvestlige del af landet langt fra udbruddets epicenter.

Det drejer sig om en mand, der døde tirsdag. Manden var forinden rejst fra provinsen Syd-Kivu i den østlige del af DR Congo gennem Rwanda og Uganda.

Herefter ankom han til Syd-Ubangi, der grænser op til Congo og Den Centralafrikanske Republik.

Lederen af DR Congos nationale institut for biomedicinsk forskning i Kinshasa, Jean-Jacques Muyembe, bekræftede fredag ifølge Reuters, at manden var blevet bekræftet smittet med ebola.

Myndighederne frygter, at et stort antal mennesker kan have været i kontakt med den smittede.

Udbruddet har især ramt den østlige del af DR Congo, der i årtier har været præget af voldelige konflikter.

Konflikterne gør det svært for sundhedspersonale at komme frem til lokalsamfund, og der er sket angreb på hospitaler under udbruddet.

En anden udfordring er, at udbruddet skyldes Bundibugyo-varianten, som der hverken findes en godkendt vaccine eller behandling mod.

Indtil videre er det kun ebolaudbruddet i Vestafrika fra 2014 til 2016, der har været større og mere dødeligt end det nuværende udbrud i DR Congo.

I det udbrud var der 28.000 tilfælde og 11.310 dødsfald i Guinea, Liberia og Sierra Leone.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT