Kinas Xi Jinping fejrede ny æra med Ungarns Viktor Orban

9. MAJ 2024 • 16:59UDLAND

Nye investeringsprojekter var i fokus, da Kinas leder mødte Viktor Orbán - sin nærmeste allierede i EU.

Ungarske soldater på hesteryg gav torsdag præsident Xi Jinping en varm velkomst på det spektakulære Buda Slot i den ungarske hovedstad, Budapest, som var det tredje og sidste stop på den kinesiske leders første besøg i Europa i fem år.

Ungarns højreorienterede premierminister, Viktor Orbán, der er et "problembarn" for Bruxelles, er Kinas nærmeste allierede i EU, og ungarerne komme til at nyde godt af en række kinesiske investeringer i infrastruktur.

Xi havde før ankomsten til Ungarn sent onsdag besøgt Frankrig og Serbien. I Paris mødte han præsident Emmanuel Macron og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som lagde pres på den kinesiske leder for at få en bedre handelsbalance.

Samtidig forsøgte Macron og von der Leyen at overtale Xi til at bruge sin indflydelse på Rusland og få den til at afslutte krigen mod Ukraine.

Xi, der først havde drøftelser med den ungarske præsident, Tamas Sulyok, som tog imod Xi og hans kone, Peng Liyuan, i slotsgården i præsidentpaladset, hvor den militære æresgarde stod opmarcheret.

Xi sagde, at venskabet mellem Kina og Ungarn hverken var rettet mod eller dikteret af nogen tredje part.

Han appellerede til sine ungarske værter om at arbejde for en god udvikling af relationerne mellem EU og Kina, når Ungarn i sidste halvdel af indeværende år overtager EU-formandskabet.

Et af de store samarbejdsprojekter mellem Kina og Ungarn er knyttet til kinesernes "Belt and Road"-initiativ - et meget omfattende infrastruktur projekt, som skal skabe det 21. århundredes version af den gamle Silkevej.

Det gælder infrastruktur med havne, lufthavne og jernbaner og meget andet fra Kina gennem Asien til Europa, Mellemøsten og Afrika.

USA har tidligere kritiseret Orbans politiske kurs, da den ungarske leder opretholdt tætte forbindelser til Rusland, efter at præsident Vladimir Putin i februar 2022 indledte en invasionskrig i Ukraine.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU