Hamas har forladt forhandlinger - vender tilbage tirsdag

5. MAJ 2024 • 18:48UDLAND

Hamas beskylder den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, for "personligt at hindre en aftale".

En delegation fra Hamas har søndag forladt Kairo, hvor der har pågået forhandlinger om en våbenhvile i Gazastriben.

Det siger en "informeret kilde" til det egyptiske statsmedie Al-Qahera News ifølge AFP.

Ifølge kilden er delegationen rejst til Qatars hovedstad, Doha, og vil vende tilbage tirsdag for at "afrunde forhandlingerne".

Forhandlingerne i den egyptiske hovedstad blev indledt lørdag og genoptaget søndag.

Hamas gjorde det klart, at bevægelsen vil afvise enhver aftale, som ikke fører til en afslutning på krigen i det palæstinensiske territorium. Dette krav afvises af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Begge sider har beskyldt modparten for at holde situationen fastlåst ved forhandlingsbordet.

En kilde, der ønsker at være anonym, kritiserer i hårde vendinger Israel for at forsøge at få en gidselaftale på plads uden at "knytte det sammen med en afslutning på aggressionen mod Gaza".

Kilden beskylder også den israelske premierminister for "personligt at hindre en aftale om en våbenhvile på grund af personlige interesser".

Imens har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, sagt, at Israel er villig at standse kampene i Gazastriben. Til gengæld skal de gidsler, der stadig holdes af Hamas, frigives.

- Men mens Israel har vist imødekommenhed, forbliver Hamas indgroet i sine ekstreme standpunktet, har han sagt ifølge Reuters.

Hamas holder ifølge BBC's oplysninger stadig 128 gidsler fanget - og blandt disse formodes mindst 34 at være døde.

Mange tusinde mennesker var både lørdag og søndag samlet i Tel Avivs gader, hvor de krævede en aftale, som kan få gidslerne i Gaza hjem.

"Forhandlinger nu - derefter gå af", stod der på plakater om Netanyahu.

En far til et gidsel kritiserede regeringen for at være mere optaget af sin egen overlevelse end at redde gidslerne.

Søndag siger en embedsmand desuden til Reuters, at CIA-direktøren William Burns er på vej Qatars hovedstad, Doha, for at holde hastemøde med landets premierminister.

Formålet er et lægge "maksimalt pres" på Israel og Hamas, så de fortsætter forhandlingerne, tilføjer kilden.

Hamas, som med et angreb i Israel 7. oktober udløste den seneste opblussen af konflikten, har tidligere sagt, at den overvejer en israelsk plan om 40 dages våbenhvile og udveksling af gidsler og fanger.

Under en uges våbenhvile i slutningen af november blev en del gidsler løsladt, mens Israel løslod palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU