Gæster står i kø til udsolgt udstilling af Bayeux-tapetet i London

UDLAND10. SEP 2026 • 12:37

Bayeux-tapetet er udlånt fra Frankrig til England, hvor det menes at være skabt for omkring 1000 år siden.

Gæster stod torsdag morgen i kø foran British Museum i den britiske hovedstad, London, hvor en udstilling med et kunstværk fra middelalderen, der viser scener fra den normanniske erobring af England, åbner.

Det er første gang, at værket Bayeux-tapetet vises uden for Frankrig.

Spændte besøgende med billetter til første dag af den udsolgte udstilling stod foran museet, mens nogle af museets ansatte havde iført sig middelalderkostumer.

- Det er tilbage for første gang i 950 år, siger den 46-årige Catherine Pitt foran museet, mens hun venter på at komme ind.

Værket er udlånt fra Frankrig efter flere års diplomatisk arbejde. Udstillingen, der varer til juli næste år, er blevet hyldet som et symbol på fornyede tætte bånd mellem Frankrig og Storbritannien.

Bayeux-tapetet forestiller Slaget ved Hastings i 1066 og er 70 meter langt.

Det menes at være fremstillet i England for næsten 1000 år siden, inden det blev bragt til Bayeux i Frankrig.

British Museum har indtil videre solgt 100.000 billetter til udstillingen.

Der er 627 figurer og mere end 700 dyr afbilledet på Bayeux-tapetet.

På udstillingen i London ligger værket fladt i en glasmontre.

I Bayeux i Frankrig, hvor det sædvanligvis er udstillet, hænger det vertikalt.

Konservatorer så nervøst til, da værket i lastbil blev transporteret fra Bayeux til London i juli.

I sidste uge sagde Frankrig, at der var blevet observeret to løse tråde i et eftersyn af værkets stand.

British Museum siger dog, at broderiet praktisk talt er uændret med brud på tråde, der maksimalt måler et par millimeter, og som ikke anses som betydelig skade.

Billetholdere får lov til at bruge 40 minutter på at se udstillingen i London, der kan besøges frem til sommeren 2027.

Storbritanniens kong Charles har sagt, at Frankrigs udlån af værket er "et værdifuldt symbol på tillid i en tid, hvor tillid mellem nationer desværre ser ud til at være en mangelvare".

I Storbritannien er udstillingen en stor begivenhed.

London Museum sælger viskestykker, forklæder og krus med scener fra Bayeux-tapetet, mens en pub i det centrale London har hængt deres eget otte meter lange "Beer Tapestry", der fortæller historien om ølbryggeri.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT