Canadisk gengældelsestold på amerikanske varer træder i kraft
USA indførte importtold på canadiske varer i august, efter at forhandlinger om en handelsaftale brød sammen.
En canadisk importtold på en række amerikanske varer er tirsdag morgen dansk tid trådt i kraft.Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Canadas regering annoncerede importtolden for to uger siden som et direkte modsvar på en nyligt indført amerikansk importtold, som den vil gengælde dollar for dollar.
Omkring 700 forskellige produkter fra USA - blandt andet elektronik, stål, træ og mælkeprodukter - vil fra tirsdag blive pålagt told på mellem 15 og 50 procent, når de føres over grænsen til Canada.
De ramte produkter har en samlet værdi af i alt 20 milliarder amerikanske dollar. Det svarer til omkring 128 milliarder danske kroner.
De to nabolande forhandlede i august om at nå frem til en handelsaftale, men trods meldinger om fremskridt i den afsluttende fase af forhandlingerne lykkedes det ikke at nå til enighed.
Jamieson Greer, der er USA's handelsrepræsentant, sagde, at Canada havde afvist at færdiggøre handelsaftalen.
Fra Canadas premierminister, Mark Carney, lød det, at USA havde ændret vilkårene i sidste øjeblik og skabt usikkerhed om aftalens pålidelighed.
Forhandlingerne foregik under pres fra USA's præsident, Donald Trump, der havde varslet en amerikansk importtold på op til 50 procent på canadiske varer, hvis der ikke var indgået en handelsaftale inden 22. august.
USA er Canadas største handelspartner. Den canadiske eksport til nabolandet udgør 70 procent af den samlede canadiske eksport.
Canada er i år USA's næststørste handelspartner efter Mexico målt på varehandel.
Striden mellem landene begrænser sig ikke kun til handelsområdet.
USA's præsident, Donald Trump, underskrev i sidste uge en bekendtgørelse om at ændre navnet på Ontariosøen til USA-søen (Lake America).
Ontario er en provins i det centrale Canada.
Canadas premierminister, Mark Carney, har senere sagt, at Trumps beslutning ikke vil ændre på, hvad søen bliver kaldt i Canada.
Carney har også påpeget, at søens navn er 400 år gammelt og ældre end både dannelsen af USA og Canada.
RITZAU
