Andy Burnham er taget i ed som ny britisk premierminister

UDLAND20. JUL 2026 • 13:54

Under en kort audiens på Buckingham Palace fik Andy Burnham besked på at danne en ny regering.

Labours leder, Andy Burnham, er taget i ed som Storbritanniens premierminister ved et møde med kong Charles på Buckingham Palace.

Det meddeler Buckingham Palace i en pressemeddelelse mandag eftermiddag, skriver BBC.

Under mødet bad kong Charles om, at Burnham danner en ny regering.

- Hans majestæt modtog Andrew Burnham i audiens og bad ham danne en ny regering. Andrew Burnham accepterede kongens anmodning og kyssede hænder efter sin udnævnelse som premierminister, skriver Buckingham Palace.

Selv om det britiske kongehus skriver, at Burnham "kyssede hænder", er der ifølge BBC nærmere tale om, at han og kongen gav hinanden et håndtryk, hvilket også ses af billeder fra seancen.

Burnham var i audiens hos kong Charles sammen med sin hustru, Marie-France van Heel.

Kort inden deres besøg på Buckingham Palace var den tidligere leder for Labour Keir Starmer i audiens hos kong Charles.

Her indgav Starmer sin begæring om at træde tilbage som premierminister.

Andy Burnham blev valgt ind i Underhuset i det britiske parlament ved et suppleringsvalg i juni.

På daværende tidspunkt var han borgmester i Greater Manchester.

Med valget til parlamentet måtte Burnham stoppe som borgmester. Til gengæld fik han mulighed for at udfordre Keir Starmer som formand for Labour.

Starmer meddelte dog selv i begyndelsen af juli, at han ville træde tilbage som leder for det britiske arbejderparti, og det blev derfor ikke til et kampvalg mellem ham og Burnham eller andre kandidater til formandsposten.

Keir Starmer blev valgt som leder for Labour i 2020 og blev premierminister efter det britiske parlamentsvalg i 2024.

Han trådte tilbage efter længere tids kritik både internt i Labour og fra politiske modstandere og vælgere, som blandt andet ikke mente, at han havde gjort nok for at forbedre briternes privatøkonomi og håndtere indvandring.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT