Infantino: MLS skal hente flere stjerner for at løfte sig

7. MAJ 2024 • 12:00SPORT

Fodbold i USA kæmper stadig for at vinde frem. Der skal investeres mere i spillere, mener Fifa-præsidenten.

David Beckhams Inter Miami i den amerikanske Major League Soccer (MLS) har oplevet et boom i tilskuertal både på ude- og hjemmebane, siden man i sommer hentede Lionel Messi.

Men på trods af at Inter Miami nu kan fylde NFL-stadioner, så er den øvrige interesse for MLS stadig ikke så stigende, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) kunne ønske sig.

Derfor opfordrer Fifa-præsident Gianni Infantino MLS og klubberne i ligaen til investere mere i at tiltrække store navne.

- Jeg har sagt til MLS-ledelsen, at man er nødt til at være lidt mere modig. Være lidt mere med fremme i kampen, siger Infantino ifølge AFP.

MLS konkurrerer i Nordamerika om markedsandele med giganter som NFL, NBA, NHL og MLB. Og i lighed med de ligaer er der også i MLS et lønloft.

Der kan altså ikke bare spenderes mange millioner på få spillere på et hold. Men der er snak om, at de økonomiske restriktioner skal løsnes en smule i MLS. Og øget økonomisk råderum bør bruges på stjernespillere, mener Infantino.

- Vi vil se de bedste, så man er nødt til at trække de bedste spillere til. Vi vil også se det bedste spil, den bedste underholdning, siger Infantino.

- Der er man nødt til at investere i spillere, for vi ønsker at vise de børn, der spiller fodbold i skolen og fritiden, at der er en vej til storhed inden for fodbold, og at de kan blive en af disse store stjerner.

- De ser det i basketball, amerikansk fodbold, baseball og ishockey, men ikke i fodbold. Det er stadig langt væk. Du skal til Europa.

I Inter Miami har Messi fået tre tidligere holdkammerater fra FC Barcelona med sig. Sergio Busquets, Luis Suarez og Jordi Alba er også skiftet til klubben, der har David Beckham i ejerkredsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU