Aston Villa smider 2-0-føring og kostbare point mod Chelsea

27. APR 2024 • 23:16SPORT

Chelsea vendte i anden halvleg 0-2 til 2-2 mod Champions League-jagtende Aston Villa.

Aston Villa smed lørdag aften en 2-0-føring og kostbare point i sin jagt på deltagelse i næste sæsons Champions League.

Hjemme spillede Birmingham-mandskabet således 2-2 med Chelsea og åbnede dermed døren for Tottenham i kampen om Premier Leagues fjerdeplads.

Aston Villa har syv point ned til Tottenham på femtepladsen, men London-holdet har tre kampe i baghånden, så intet er endnu givet i kampen om den fjerde og sidste billet til den fineste europæiske turnering.

Hjemmeholdet, der torsdag spiller den første af to semifinaler mod græske Olympiakos i Conference League, fik en regulær drømmestart på opgøret med et åbningsmål efter kun fire minutter.

Den skotske midtbanespiller John McGinn halvkiksede sin afslutning i feltet, men bolden ramte heldigt den spanske back Marc Cucurella og strøg i nettet.

Chelsea havde sin brandvarme topscorer, Cole Palmer, tilbage efter sygdom, men han blev i første halvleg slet ikke sat i scene.

Heller ikke angriberen Nicolas Jackson havde held med sine aktioner og fik blandt en træffer underkendt for offside.

I stedet sparkede kantspilleren Morgan Rogers lige før pausen fladt Aston Villa på 2-0, og værterne lod til at være i kontrol.

Et tvunget målmandsskifte fra den argentinske verdensmester Emiliano Martínez til den svenske reserve Robin Olsen virkede dog i løbet af anden halvleg til at skabe usikkerhed og tage lidt af Villas brod.

Chelsea arbejdede sig ind i kampen, og efter 62 minutter passerede kantspilleren Noni Madueke med en kontrolleret afslutning Olsen.

Reduceringen gav Chelsea blod på tanden.

Efter 80 minutter udnyttede midtbanespilleren Conor Gallagher et bakkende Villa-forsvar og drejede fra kanten af feltet kuglen op i krydset til 2-2.

Chelsea var i slutminutterne meget tæt på sejren, men Cole Palmer misbrugte sin store chance og Axel Disasi fik sin scoring annulleret for et frispark i opspillet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU