Lastefolk i Københavns Lufthavn strejkede over vagtplaner

27. APR 2024 • 13:02INDLAND/KRIMINAL

Ifølge 3F førte utilfredshed med vagtplaner til, at lastefolk i lufthavn lørdag morgen nedlagde arbejdet.

Lastefolkene ved SAS Ground Handling (SGH) nedlagde arbejdet i Københavns Lufthavn lørdag morgen - blandt andet på grund af utilfredshed med vagtplaner.

Det skriver TV 2 Kosmopol efter at have talt med Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup.

- Så vidt vi er orienteret, skyldes arbejdsnedlæggelsen primært utilfredshed med dårlige vagtplaner og et krav om, at ledelsen prøver at regne på medarbejdernes forslag, som handler om mere weekendfri og mere faste vagtplaner, som man ved, de gør i andre firmaer i lufthavnen, siger han.

Lørdag formiddag omkring klokken 09.40 lød det fra Københavns Lufthavn, at lastefolkene havde genoptaget arbejdet, efter at medarbejderne klokken 07.30 nedlagde det.

Lastefolkene håndterer passagernes bagage.

Arbejdsnedlæggelsen betød, at folk, der ventede på deres bagage, måtte vente længere end normalt, ligesom 25 afgange var påvirket af forsinkelser på mellem 20 og 60 minutter.

TV 2 Kosmopol talte med presseansvarlig for SAS Danmark kort efter klokken 12.00. Her fortalte hun, at lufthavnen stadig arbejder på at få bagagen frem til passagererne.

Hun fortæller, at der er tale om en ulovlig arbejdsnedlæggelse, som hun afviser at kommentere på. Den samtale tages "i et lukket rum og i det relevante forum med lederne", siger hun til mediet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU