Ejer til løssluppen kænguru i Odense er fundet

19. MAR 2024 • 10:45INDLAND/KRIMINAL

En kænguru har været løs i Kohaveskoven i Odense, lyder det fra Fyns Politi. Politiet har nu fundet ejeren.

Ejeren til den kænguru, der har været på fri fod i Kohaveskoven i Odense, er blevet fundet.

Det skriver Fyns Politi på det sociale medie X.

- Den vil nu blive indfanget og bragt hjem. Tak til borgere for hjælpen, lyder det fra politiet.

Politiet havde tirsdag morgen fået flere henvendelser fra borgere, som havde set kænguruen, mens de gik tur i Kohaveskoven.

- Den hopper stille og roligt rundt derude. Vi håber selvfølgelig at finde dens ejer hurtigst muligt, sagde vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard tidligere tirsdag.

Her lød det samtidig fra vagtchefen, at kænguruens ejer sandsynligvis var en privatperson. Der er nemlig forholdsvis langt til Odense Zoo fra Kohaveskoven.

Der er knap seks kilometer i fugleflugt mellem Odense Zoo og skoven, hvor kænguruen er blevet set.

Fyns Politi oplyser ikke på X, hvem der ejer kænguruen.

Tirsdag morgen afventede Fyns Politi, at kænguruens ejer henvendte sig til politiet. Indtil da, ville kænguruen få lov at hoppe rundt i Kohaveskoven, lød det fra Bjarne Tykgaard.

- Hvis der ikke er en ejer, der henvender sig, skal vi selvfølgelig have den håndteret, sagde vagtchefen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU