CO2-lagring i undergrunden undersøges nærmere i tre danske byer

20. JUN 2024 • 12:49INDLAND/KRIMINAL

Nu skal mulighederne for CO2-lagring i undergrunden undersøges nærmere i Gassum, Rødby og i Havnsø.

Energistyrelsen har givet tilladelse til, at der kan foretages yderligere undersøgelse af mulig CO2-lagring i undergrunden tre steder i Danmark.

Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om Gassum nord for Randers, Rødby på Lolland og Havnsø i Nordvestsjælland.

Yderligere to steder har været i spil som underjordisk CO2-lager - Stenlille i Sydvestsjælland og Thorning i Midtjylland. Men her er der ikke givet tilladelse til at foretage yderligere undersøgelser.

Det er et historisk første skridt henimod lagring af CO2 i undergrunden, lyder det fra Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.

- Vi har gennemgået projekterne meget nøje for at være sikre på, at de er realistiske og forsvarlige at gennemføre i forhold til indsamling af de nødvendige data og afdækning af risici, siger han.

Det er selskaberne Wintershall Dea International GmbH og Ineos E&P A/S, CarbonCuts A/S og Ørsted Carbon Solutions A/S, som har fået tilladelse til at gå videre med undersøgelser.

Hvis undersøgelserne viser, at undergrunden er egnet til CO2-lagring, og at det kan ske sikkert og forsvarligt, kan selskaberne siden søge om tilladelse til at påbegynde lagring.

Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - har tidligere påvist, at den danske undergrund er velegnet til lagring af CO2 både til havs og på land.

Det er dog langt fra alle borgere i de pågældende områder, der er begejstret for udsigten til, at der muligvis skal pumpes CO2 ned i undergrunden.

Utilfredsheden er kommet til udtryk på borgermøder. Der er desuden startet en underskriftsindsamling mod det mulige lager ved Havnsø, som over 500 personer har skrevet under på.

Det kan eksempelvis være CO2-udledning fra en cementfabrik, der med et fangstanlæg opfanges, inden det ender i atmosfæren.

Det renses og køles herefter ned, så det bliver til væske. Herefter transporteres væsken til lagringsstedet med enten tankbiler eller via rør.

Så pumpes væsken minimum 800 meter - ofte længere - ned i undergrunden, hvor den fordeler sig i sandsten under en lerkappe.

Der er tale om en kendt teknologi, som eksempelvis i Norge har været i brug siden 1990'erne.

27. juni holder Energistyrelsen et online orienteringsmøde for borgere i de områder, hvor der er givet tilladelse til yderligere undersøgelser.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT