Borgere kan igen logge på MitID efter driftsproblemer søndag

28. APR 2024 • 16:29INDLAND/KRIMINAL

Der var søndag eftermiddag ustabil drift på MitID, men problemet er løst, skriver Digitaliseringsstyrelsen.

MitID er oppe at køre igen efter at have været nede for nogle brugere søndag eftermiddag.

Det skriver Digitaliseringsstyrelsen på X, det tidligere Twitter.

- Leverandøren har oplyst, at normaldrift er genetableret for MitID. Således er det igen muligt for alle at bruge MitID på offentlige og private tjenester, skriver styrelsen i opslaget.

Digitaliseringsstyrelsen kan ikke oplyse, hvorfor problemet opstod, eller hvor mange der var berørt af problemet.

MitID var nede for nogle brugere fra klokken 13.51 til 16.10, fremgår det af hjemmesiden digitaliser.dk, der oplyser driftsinformationer om flere offentlige systemer.

Ikke alle borgere oplevede problemer med MitID.

Senest, der var problemer med MitID, var i slutningen af februar. Her var der "ustabil drift efter et formodet overbelastningsangreb", oplyste Digitaliseringsstyrelsen til DR.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU