Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

23. APR 2024 • 11:15INDLAND/KRIMINAL

Hovedstadens Beredskab måtte natten til tirsdag revurdere sin plan om at hjemsende alle styrker fra Børsen.

Hovedstadens Beredskab er natten til tirsdag vendt tilbage til brandstedet ved Børsen.

Det oplyser operationschef Kristian Levy til Ritzau.

- Vi har haft flere små gløder, som er blusset op, siger han som begrundelse for, at beredskabet fra klokken 01.00 tirsdag har haft fast mandskab på stedet.

Der har blandt andet været blussende gløder i en træbjælke, der hænger sammen med den raske del af bygningen, som man fortsat kæmper med at bevare.

Mandag aften lød det fra beredskabet, at man havde trukket alle styrker hjem fra brandstedet. En brandvagt ville hver fjerde time kontrollere, at branden ved Børsen ikke udviklede sig.

I løbet af aftenen og natten havde fire mand kørt frem og tilbage til Børsen for at sprøjte vand på særligt den udbrændte del af Børsen, hvor gløder blussede op.

Fra klokken 01.00 besluttede man at blive og være til stede med et fast mandskab på fire, der klokken 06.30 tirsdag stadig var til stede for at sprøjte vand på brandstedet.

Kristian Levy understreger, at der ikke har været nogen flammer på noget tidspunkt.

Operationschefen kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, hvilken betydning det har for beredskabets fremtidige arbejde og den konkrete udvikling ved Børsen.

Omkring klokken 11 tirsdag skriver Hovedstadens Beredskab i et opslag på det sociale medie X, at det stadig er til stede med fast mandskab ved Børsen.

- Det ulmer fortsat en smule fra de udbrændte dele. I dag vil vi løbende vurdere behovet for, at vi fortsat er til stede, skriver beredskabet.

Årsagen til, at Hovedstadens Beredskab mandag aften besluttede at forlade stedet, var, at man ville give plads til det personale, som står for bevaringsarbejdet.

- Vores arbejde konflikter en lille smule med at bevare facaden. Dér må vi træde lidt tilbage, lød det fra Kristian Levy mandag aften.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU