Ballade i Det Røde Hav hjælper Mærsk til positive tal

2. MAJ 2024 • 08:35ERHVERV/POLITIK

A.P. Møller-Mærsk gjorde røde tal til sorte i årets første tre måneder, der resulterede i et mindre overskud.

Logistik- og rederikoncernen A.P. Møller-Mærsk er igen på ret kurs, efter at selskabet i fjerde kvartal sidste år måtte indkassere et underskud efter skat på 442 millioner dollar.

Det er nu vendt til et overskud på 208 millioner dollar. Ikke mindst takket være krisen i Det Røde Hav, hvor fragtskibe jævnligt bliver angrebet af Houthi-bevægelsen.

Det betyder godt nok, at Mærsk i stedet må omdirigere sine skibe og sende dem syd om Afrika med øgede brændstofudgifter til følge.

Men omvendt trækker det kapacitet ud af markedet og er dermed med til at øge fragtpriserne, som altså øger rederiernes omsætning.

- Vi har fået en god start på året med et første kvartal, der har udviklet sig præcis, som vi forudsagde.

- Efterspørgslen i markedet nærmer sig den øvre ende af de forventninger, vi har baseret vores guidance på, og krisen i det Røde Hav er fortsat uløst.

- Begge faktorer bidrog til at løfte resultaterne i første kvartal, og det ser ud til, at de vil fortsætte med at influere på de kommende kvartaler, siger administrerende direktør Vincent Clerq i en kommentar til regnskabet.

Han forventer dog, at udbuddet af containerskibe vil stige den kommende tid, og at det vil påvirke fragtpriserne i negativ retning på sigt.

Det er fortsat Ocean-divisionen, der omfatter fragt med skib, der er Mærsks største afdeling, og som står for to tredjedele af omsætningen.

Men hvor både omsætning og driftsresultatet faldt betydeligt her, var der fremgang både på top- og bundlinje i logistik- og havnedivisionerne.

Mærsk har for nylig udskilt slæbebådsselskabet Svitzer i et selvstændigt, børsnoteret aktieselskab, som dermed ikke længere er en del af koncernen.

De eksisterende Mærsk-aktionærer har alle fået tildelt to Svitzer-aktier for hver Mærsk-aktie, de ejede.

Tirsdag kunne Svitzer handles på fondsbørsen i København for første gang.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU