Mediet Ingeniøren får ny ansvarshavende chefredaktør

30. APR 2024 • 13:26ERHVERV/POLITIK

Et emne som teknologi har brug for et seriøst medie, mener ny chefredaktør hos Teknologiens Mediehus.

Jonas Kuld Rathje, der er tidligere redaktør på Jyllands-Posten og chefredaktør på B.T., bliver ny ansvarshavende chefredaktør i Teknologiens Mediehus.

Det skriver mediet Ingeniøren, der hører under Teknologiens Mediehus.

Han forklarer til mediet, at han glæder sig "voldsomt" til at stå i spidsen for fremtidige udgivelser hos den nye arbejdsgiver.

- Den redaktionelle målsætning om at bygge bro mellem teknologi og samfund er både tiltalende for mig personligt og en vigtig journalistisk opgave, siger han.

- Teknologi, AI, grøn omstilling og så videre bliver mere og mere centralt, og derfor har de områder også brug for et seriøst, målrettet og kritisk medie.

I rollen som ansvarshavende chefredaktør vil han sikre, at mediet både er for specialisterne, ingeniørerne, naturvidenskabsfolkene og de it-professionelle.

Men det skal også være for dem, som har en anden faglig baggrund, men "som alligevel har teknologien inde på livet i deres hverdag", forklarer han.

Foruden Ingeniøren har Teknologiens Mediehus også nichemedier som Version2 og Radar under sig.

Den samlede redaktion er på 50 medarbejdere.

I alt har mediehuset 150.000 ugentlige læsere på print og godt en halv million månedlige brugere på de forskellige websites. Det fremgår af mediehusets hjemmeside.

47-årige Jonas Kuld Rathje har også en fortid hos Illustreret Videnskab og Metroexpress.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU