Medieansatte beskylder bestyrelse for grådighed efter millionvederlag

7. MAJ 2024 • 10:48ERHVERV/POLITIK

Det er pinligt, at bestyrelsesformænd i JP/Politikens Hus har fået millionudbetalinger, mener ansatte.

Ordet "pinligt" går igen blandt medarbejderne i JP/Politikens Hus i kølvandet på sager om millionvederlag til formænd under JP/Politikens Hus.

Det skriver medarbejdere i JP/Politikens Hus i et kritisk brev til bestyrelsen ifølge fagbladet Journalisten.

De ansatte kalder det pinligt, provokerende og nedladende.

- Pinligt, fordi det skader den troværdighed, der er så essentiel for vores medier i et flimrende mediebillede, hvor vi både skal stå for troværdig publicisme og uafhængig magtkritik.

- Provokerende bliver det efter år i permanent sparetilstand, nedskæringer, flere store fyringsrunder og daglig smalhals, hvor trængte mellemchefer må sige nej til projekter, fordi pengene ikke slår til, lyder det.

Og nedslående, fordi mådehold prædikes over for de ansatte.

JP/Politikens Hus, som er blandt de største medievirksomheder i Danmark, ejes af Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden.

Brevet er sendt, efter at det er kommet frem, at Jørgen Ejbøl, der er formand for Jyllands-Postens Fond, fik et eftervederlag på 2,1 million kroner, da han fyldte 75 år i februar.

En bonus, som ifølge Ejbøl gives, når bestyrelsesformanden pensioneres. Han fortsatte dog som bestyrelsesformand efter udbetalingen.

Ejbøl har siden betalt vederlaget tilbage.

I marts blev det meldt ud, at den daværende bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, Peter Bartram, fratrådte grundet "uenighed om virksomhedens strategi".

Siden 1. maj har Lars Munch siddet på formandsposten i JP/Politikens Hus. Det samme gjorde han fra 2014 til 2022.

Mens Bartram ifølge Politiken fik 950.000 kroner om året, lød Lars Munchs årlige honorar i første omgang på 2,5 millioner kroner.

Lars Munch bad dog mandag om at få sit honorar ned på 950.000 kroner om året, så det svarer til forgængerens.

De ansatte i JP/Politikens Hus mener, at det virker "unægteligt både tonedøvt og grådigt, at der hentes den slags beløb ud af virksomheden".

- Nu kan vi så også se, at historien om pengemangel er en løgn, og at der faktisk findes penge i organisationen. Hvis man vil det, skriver de.

Lars Munch ønsker ikke at kommentere brevet over for Journalisten.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU