Danmarks længst siddende departementschef takker af efter 29 år

30. APR 2024 • 12:43ERHVERV/POLITIK

Han blev departementschef for første gang i 1995. Snart stopper Michael Dithmer efter næsten 30 år i branchen.

70-årige Michael Dithmer stopper som departementschef i Erhvervsministeriet 1. august 2024.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Dithmer har været departementschef i forskellige ministerier i 29 år, og han er dermed den længst siddende departementschef nogensinde.

En departementschef er den øverste administrative leder af et ministerium. Departementschefen fungerer dermed som rådgiver for den siddende minister.

- Jeg har sat stor pris på samarbejdet med de mange ministre, jeg har betjent, og jeg er stolt over at have stået i spidsen for så mange dedikerede og dygtige medarbejdere gennem årene, siger Michael Dithmer i pressemeddelelsen.

Michael Dithmer er en unik skikkelse i dansk politik, mener erhvervsminister Morten Bødskov (S).

- I mere end en generation har Michael Dithmer, som departementschef, været et solidt anker for skiftende regeringer og ministre, siger ministeren i pressemeddelelsen.

Som ung beskæftigede Michael Dithmer sig med shipping, inden han i 1984 blev cand.polit. fra Københavns Universitet.

Kort efter begyndte hans karriere i embedsværket, og 11 år senere nåede han toppen som departementschef i Økonomiministeriet.

Rollen som departementschef har Michael Dithmer haft i forskellige ministerier, og gennem tæt på 30 år har han betjent 11 ministre fra fem forskellige partier.

Michael Dithmer har blandt andet været med til at forme store beslutninger såsom redningspakkerne til bankerne efter finanskrisen.

Han har været departementschef for blandt andre Marianne Jelved (R), Bendt Bendtsen (K), Henrik Sass Larsen (S) og Troels Lund Poulsen (V).

Michael Dithmer er flere gange blevet nævnt som mulig kandidat, når der har været udskiftning på nogle af landets tungeste poster. For eksempel posten som nationalbankdirektør. Dog uden at det er blevet til noget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU