35 mio. i overskud

35 mio. i overskud
Rønne Havn. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
TOPNYHED | 9. APR 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
TOPNYHED
9. APR 2024 • 15:30

Omsætningen blev på 126 millioner kroner, og resultatet var betydeligt over det forventede.

2023 blev et rekordernes år for Rønne Havn med en nettoomsætning på 126 millioner kroner og et overskud på 35 millioner kroner.

Resultatet er betydeligt over det forventede. Men alligevel nøjes bestyrelsen – ifølge en pressemeddelelse – med at betegne resultatet for "tilfredsstillende".

Det er ottende år i træk med en stigende nettoomsætning, og selskabet havde i 2023 den største omsætning nogensinde.

Man har dog i nyere tid opnået et større overskud. Nemlig i 2018, hvor man havde et plus på 69,4 millioner kroner.

– Vi er meget taknemmelige for opbakningen og støtten fra det bornholmske erhvervsliv, men også fra vores kunder og tætte samarbejdspartnere. Med havnens udvikling i de senere år har vi styrket vores arbejde som forudsætningsskaber for vækst og udvikling på Bornholm. Det understøtter samtidig vores langsigtede målsætning om at udvikle en moderne og tidssvarende erhvervshavn, der skaber økonomisk vækst og aktivitet på Bornholm til gavn for samfundet, erhvervslivet og øens kommende generationer, siger Jess Persson, formand for bestyrelsen i Rønne Havn A/S.

Vækstmotor

– Vi har gennem året styrket vores position som hele Bornholms havn og som vækstmotor for udvikling af øen. Derfor har vi også i løbet af året fortsat den nødvendige fremtidssikring af havnen, hvor vi blandt andet tilvejebringer nye kajer, foretager udvidelse af projektarealer, forbedrer besejlingsforholdene samt viderefører klimasikringen af havnen, siger Lars Nordahl, administrerende direktør i Rønne Havn.

Direktøren lægger vægt på, at man har gennemført en organisatorisk og ledelsesmæssig justering, så man er styrket til kommende års yderligere vækst og udvikling.

Rent fysisk sker der også en masse på havnen i øjeblikket. Entreprenøren MT Højgaard Danmark er i fuld gang med opbygningen af de næste faser af fremtidssikringen af havnen. Arbejdet ventes endelig færdigt i 2025. Finansieringen af de store investeringer i fremtidssikringen sker på kommercielle vilkår med både realkredit- og banklån.

Mere udlejning end ventet

Havnen oplyser, at projektarealerne i Sydhavnen er blevet udlejet mere end forudset:

Interessen for at anvende Rønne Havn som installations- og udskibningshavn er stærkt stigende. På nuværende tidspunkt har man kontinuerlige opgaver på mere end seks gigawatt offshore-projekter, hvilket sikrer aktiviteter i de kommende år.

Flere lokale virksomheder får opgaver som underleverandører til offshoreprojekterne, ligesom nye virksomheder udefra etablerer sig på Bornholm, fremhæver havnen.

Passagertrafikken udvikler sig fortsat, skriver Rønne Havn og noterer en pæn vækst i antallet af rejsende og turister, som kommer til og fra Bornholm både som passagerer på færgerne og gæster på et af de krydstogtsskibe, der anløber havnen.

Bulk-forretningen udgør et vigtigt forretningsområde og er ikke bare en del af fundamentet for havnen, men også for Bornholms erhvervsdrivende og landmænd. Havnen ser ind i en fremtid, hvor der vil blive arbejdet på at øge mængden af tørlast til øen, oplyser Rønne Havn.

Venter stigende omsætning

Rønne Havn venter i 2024 en stigende omsætning i forhold til 2023.

Man venter også et bedre resultat i størrelsesordenen 40 millioner kroner, fordi "selskabets investeringer i en fremtidssikring af havnen og forretningsmæssige dispositioner forventes yderligere at slå igennem".

Rønne Havn lægger i pressemeddelelsen vægt på, at man har fortsat og øget sin støtte til projekter og initiativer på Bornholm.

Det omfatter Destination Bornholm, Business Center Bornholm, Folkemødet, Bornholms Kulturuge, Bornholms Træbådelaug, Bornholms Mosteri, Tilflytterservice Bornholm, Barnets Blå hus samt skibet Mester af Rønne.

Rønne Havn arbejder – via støtte til projektet Østersølab – på at skabe et maritimt fællesskab og samarbejde, der skal bidrage til genopretning af havmiljøet i Østersøen.

Rønne Havn A/S holder generalforsamling den 30. april.