Nogle steder blinkede lyset onsdag aften, og andre steder - blandt andet i det centrale Rønne - var strømmen væk i et kvarters tid. Årsagen skal findes i Sverige.
Det fortæller Energinet.
"Klokken 19.45 skete der en fejl i højspændingsnettet i det sydlige Sverige, som betød, at den elektriske spænding på Bornholm kortvarigt faldt", fortæller Energinet.
Årsagen til spændingsfaldet er endnu ukendt, fortæller Energinet, men det kan skyldes et lynnedslag, eller at en fugl, en gren eller lignende har berørt ledningerne.
Hos det svenske energiselskab E.on kan man se, at der var strømafbrydelser i Skåne på samme tid, som Bornholm blev ramt. E.on skriver, at årsagen var torden/lynnedslag.
Ystads Allehanda fortæller, at et lyn slog ned i E.ons anlæg på Ullstorpsvägen i Tommelilla. Der ligger en af energiselskabets transformatorstationer, og lynnedslaget betød, at en række abonnenter i områder kortvarigt mistede strømmen.
En transformatorstation er et centralt knudepunkt i elnettet, der regulerer spændingen af den elektricitet, der sendes fra kraftværker og vindmølleparker, så den passer til forbrugernes behov.