Kaas: Lad os få nogle flere vartegn

Kaas: Lad os få nogle flere vartegn
LEDER | 22. APR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
22. APR 2024 • 05:30

Aakirkeby vil have et nyt, flot monument – de tanker kan mange af Bornholms byer også godt begynde at tænke.

Eventuelt. Under det punkt dukker der ofte spændende tanker op, når der er generalforsamlinger rundt omkring. Således også hos Syte, erhvervssammenslutningen for turismen og erhvervslivet i Aakirkeby og omegn, som i sidste uge gjorde året op.

Her blev det til sidst på generalforsamlingen diskuteret, hvordan man kan sætte spot på Aakirkeby på en ny måde. Formand Egon Mondrup foreslog et monument for byen – helt konkret, at man sætter lys på byens høje vandtårn.

Og det er en god idé at gøre opmærksom på sig selv på den her måde. Når man kører ind i en by, vil man gerne bydes velkommen af noget smukt og spektakulært, og derfor er det både spændende og visionært at tænke i de baner.

I virkeligheden har Aakirkeby i dag et af de fornemste monumenter i det offentlige rum på Bornholm i form af gruppen af gæs på torvet. Gæssene er skabt af billedhuggeren Paul Ranslet og står så fint og indbyder til leg og dialog, når man kommer forbi – men selvfølgelig er der plads til mere i byen.

Og i virkeligheden burde alle byer tænke mere på, hvordan man skaber vartegn og symboler, som tilføjer karakter og sætter fokus på lige netop denne bys historie og fremtid. Måske i særdeleshed i kølvandet på en uge, hvor København mistede et af sine mest berømte spir, dét på Børsen.

Lys kan gøre en masse, som man allerede har tænkt på i Aakirkeby, hvor en af ideerne altså går på at sætte spot på et i forvejen eksisterende værk. Nye kunstværker i det offentlige rum er også oplagte veje at gå – i dag er det jo for eksempel svært at forestille sig foden af Snorrebakken uden Nils Erik Gjerdeviks to containerrammer og guldantennen. Der kan også tænkes i spektakulær arkitektur eller andet, der skiller sig ud og gør byen genkendelig.

Det hele behøver ikke være Eiffeltårnet eller pyramiderne. Mindre kan heldigvis gøre det – så tak til Aakirkeby for at starte gode diskussioner under eventuelt.