Otte lærere sidder på skolebænken, når Bornholm i september får besøg af en særlig uddannelse.
For første gang nogensinde kommer skoleskaklærer-uddannelsen til øen, og undervisere fra Åvangsskolen, Svartingedal Skole, Rønne Privatskole og Christiansø Skole er tilmeldt.
Som ansvarlig for skoleskak på Svartingedal Skole i Hasle glæder Mikkel Koch Lund-Tholander sig over, at uddannelsen kommer herovre.
– Jeg tror på, at der er meget værdi i at få skoleskak til at være en del af den faglige og sociale værktøjskasse på skolerne, da det virkelig gør noget godt for børnene på mange niveauer. Det styrker arbejdet med børns trivsel gennem andre tilgange end dem, der typisk kendetegner de traditionelle fag, siger han i en pressemeddelelse.
Undervisningen af de otte lærere foregår på Griffen Spahotel i Rønne, hvor de lærer at integrere systematisk skoleskak i for eksempel matematiktimerne, og læringschef Mikkel Nørgaard i Dansk Skoleskak er glad for, at de ønsker at tage uddannelsen.
– Det betyder, at flere elever på skolerne vil opleve en skoledag med mere ro, fordybelse og fokus. Skoleskak handler nemlig ikke om skakspillet i sig selv, men om at bruge spilbaseret læring til at skabe en skole som både kan og vil mere for flere. Ikke kun som ord på en planche, men i konkret handling, der gør en forskel for eleverne i klasserne, siger han.
heni