13. FEB 2018 • 10:48UDLAND

17-årigt palæstinensisk frihedsikon skal for militærdomstol

Ahed Tamimi er blevet et symbol for det palæstinensiske oprør mod Israel. Hun risikerer op til ti års fængsel.

En israelsk militær domstol har afgjort, at en retssag mod den 17-årige palæstinensiske pige Ahed Tamimi, som angreb to israelske soldater med en lussing og spark ved sit hjem på Vestbredden, finder sted for lukkede døre.

Dommeren i sagen beordrede alle pressefolk ud af retssalen, da sagen blev indledt tirsdag formiddag.



Ifølge dommeren vil offentlige retsmøder ikke være i den tiltaltes interesse, da hun retsforfølges som mindreårig.

Kun familiemedlemmer fik tilladelse til at forblive i retslokalet.

Et stort antal journalister blev beordret væk fra retten, som har vakt international opsigt.

Pigen er blevet hyldet som en helt af palæstinenserne, der ser hende som et tappert forbillede i kampen mod Israels besættelse af Vestbredden.



Israel beskylder derimod pigens familie for at bruge hende som en brik i et kynisk spil med udspekulerede provokationer.

Det var 15. december sidste år, at den dengang 16-årige palæstinensiske pige stod foran to kampklædte israelske soldater ved sit hjem i landsbyen Nabi Saleh.



Hun havde netop hørt, at hendes fætter var blevet alvorligt såret i hovedet af en gummikugle fra israelske soldater.



Hun krævede, at de to soldater fjernede sig fra familiens grund, og en video viser, hvordan den unge kvinde med det krøllede hår giver en lussing og sparker de to soldater.



Lussingen gik viralt verden over, og da soldater nogle dage senere anholdt Ahed Tamimi i hendes hjem, blev hun et ikon for den palæstinensiske kamp for selvstændighed.

Hun er sigtet for 12 lovovertrædelser, heriblandt overfald på soldater og stenkast. Hun risikerer op til ti års fængsel.

EU har udtrykt bekymring for Israels fængsling af mindreårige, herunder Ahed Tamimi. Og FNs Højkommissær for Menneskerettigheder har kritiseret de israelske myndigheders håndtering af sagen.

Omvendt har det israelske militær forklaret, at soldaterne forsøgte at forhindre palæstinensere i at kaste med sten, da de blev overfaldet af Ahed Tamimi.



- Hun er ikke en lille pige. Hun er en terrorist, har Israels kulturminister, Miri Regev, tidligere sagt. Hun er blandt de israelere, der opfordrer til en hård straf til Ahed Tamimi.

Den unge palæstinenser kommer fra en familie, som alle tager del i kampen for selvstændighed. Hendes mor er ligeledes fængslet for episoden i december. Og hendes far, Bassem Tamimi, var med i den første opstand i 1990erne mod Israel.

/ritzau/AP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste