11. SEP 2019 • 21:36SPORT

Fifa går i offensiven for kvindelige fans i Iran

Efter tragisk dødsfald i Iran øger Fifa presset for, at kvindelige fodboldfans får adgang til kampe i Iran.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil sende en delegation til Iran for at sikre, at kvindelige fodboldfans får adgang til kampe i landet.



Det meddelte Fifa onsdag, efter at en kvindelig fodboldfan har mistet livet, da hun satte ild til sig selv i forbindelse med en sag, hvor hun klædte sig ud som en mand for at overvære en fodboldkamp på et stadion.



- En Fifa-delegation vil snarest være på stedet for at vurdere forberedelserne til at tillade kvinder på stadion til den kommende VM-kvalifikationskamp i oktober, lød det fra Fifa til nyhedsbureauet AFP onsdag.



Fodboldforbundet oplyste ikke yderligere detaljer om besøget i Iran, hvor landets herrelandshold møder Cambodia i en VM-kvalifikationskamp 10. oktober.



Det har i årevis ikke været tilladt for kvinder at overvære fodboldkampe på et stadion i Iran, og Fifa har tidligere appelleret kraftigt til, at Iran ændrer adfærd.



Tirsdag blev presset på både Fifa og Iran øget gevaldigt, da det blev offentliggjort, at en kvindelige fodboldfan var død af sine kvæstelser, efter at hun for over en uge siden satte ild til sig selv.



Baggrunden var, at 29-årige Sahar Khodayari var blevet taget i at klæde sig ud som en mand for at overvære en fodboldkamp i marts i Iran med hendes favorithold, som var klubben Esteghlal.



Da hun efterfølgende erfarede, at hun risikerede fængselsstraf i et halvt år satte hun ild til sig selv foran en retsbygning i Teheran 2. september, og hun døde senere af kvæstelserne.



Sahar Khodayari forklædte sig som mand med en paryk og en lang jakke, og efter episoden fik hun kaldenavnet "blue girl" med reference til Esteghlals klubfarver.



Nyheden fik hurtigt Fifa til at appellere til en ændring i Iran, mens også Amnesty International kraftigt tog afstand fra episoden.



Hos Dansk Boldspil-Union (DBU) forventer formand Jesper Møller, at Fifa straffer Iran, hvis ikke landet retter ind. Det siger han til Politiken.



- Man skal ikke være i tvivl om, at Fifa er opmærksom på det her.



- Infantino (Fifa’s præsident, red.) har påtalt det over for iranerne. Og faktisk vil jeg gætte på, at der er lande – også Iran – der får sig en ubehagelig overraskelse, hvis de ikke følger reglerne, siger Jesper Møller.



Han har intet til overs for iranernes tilgang til kvindelige fodboldfans.



- Reglerne er glasklare. Diskrimination kan ikke tolereres. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om det så handler om seksuel orientering, nationalitet, hudfarve eller køn.



- Der er og skal være nul tolerance over for den slags, siger han til avisen.



/ritzau/

21. SEP 2019 • 19:36 FOR ABONNENTER

'Alle har ja-hatten på'

Mest læste

20. SEP 2019 • 17:05 FOR ABONNENTER

Viking Rønne debuterer lørdag i kval-rækken

20. SEP 2019 • 15:03SPORT

RIK skal tilbage på sporet mod KB