12. JUL 2019 • 05:45ERHVERV/POLITIK

EL undrer sig over at Mette F. udskyder undskyldning

En historisk udredning står i vejen for, at statsministeren giver undskyldning til eksperimentbørn i august.

Når statsminister Mette Frederiksen (S) inviterer Godhavnsdrengene på Marienborg til en officiel undskyldning 13. august, vil nogen føle sig forbigået.



22 såkaldte eksperimentbørn fra Grønland blev under Mette Frederiksens tale på Folkemødet på Bornholm også lovet en undskyldning.



Men undskyldningen til dem er nu udskudt, hvilket vækker undren hos Enhedslistens grønlandsordfører Christian Juhl.

- Det er noget skidt. Hun (Mette Frederiksen, red.) var meget klar i sin tale om, at det var det første hun vil gøre, når hun blev statsminister.



- Begge de sager, hvor der var tale om en undskyldning, nemlig Godhavn- og eksperimentbørnene, er meget veldokumenteret, og der er ingen grund til at udskyde det, siger Christian Juhl.



Ifølge avisen Nordjyske skyldes udsættelsen, at en historisk undersøgelse skal være færdig, før regeringen tager endeligt stilling til en undskyldning.

De 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, var et led af et socialt eksperiment, hvor de skulle lægge det grønlandske af sig og blive en dansktalende elite i Grønland.

- De mennesker har været udsat for overgreb som følge af den måde, vi har administreret deres liv på. Det har været et traume for mange, siger Christian Juhl.

Det grønlandske medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen (IA) har rejst spørgsmål til Mette Frederiksen i forbindelse med udskydelsen af undskyldningen.

- Nu vil jeg lige se, hvad Aaja Chemnitz Larsen får af svar, siger Christian Juhl og fortsætter:



- Hvis ikke det er klart, vil jeg følge op med yderligere spørgsmål og en opfordring til, at Mette Frederiksen giver en undskyldning samtidig til børnene og Godhavnsdrengene, der jo er inviteret til en undskyldning.

Den historiske udredning om de 22 grønlandske blev sat i gang af den daværende VLAK-regering og grønlandske regering i februar. Den forventes at være klar i 2020.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet