Bornholmsk iværksætter: IT-pris er meget værd
Pressefoto

23. JUN 2019 • 21:06 • AF MADS WESTERMANN

Bornholmsk iværksætter: IT-pris er meget værd

Den bornholmske iværksætter-virksomhed Precure, som tidligere på året fik 2,7 millioner kroner i støtte af Erhvervsstyrelsen, kan nu også smykke sig med titlen som ”Fremtidens digitale iværksætter 2019”.

Det er en pris, som IT-Branchen, der er Danmarks største brancheorganisation for it- og televirksomheder, uddeler en gang om året til en iværksættervirksomhed inden for it og tech.

I år skete det på Folkemødet, hvor iværksætter virksomheder var inviteret til at præsentere deres forretningside eller produkt overfor et dommerpanel, som endte med at tildele årets pris til Precure.

Allinge-virksomheden, der blandt andet har kommunalbestyrelsesmedlem Carsten Scheibye (V) i ejerkredsen, udvikler højteknologiske produkter, som skal forhindre nedslidningsskader ved at registrere brugernes muskelaktivitet og derefter behandle disse data ved brug af kunstig intelligens.

Precure har blandt andet udviklet et produkt, som er målrettet mod nedslidningsskader i og omkring albuen bedre kendt som musearm og tennisalbue.

Dette produkt er en del af et koncept, der skal anvendes i flere af virksomhedens kommende produkter.

Grundprincippet er, at brugeren tager en intelligent beklædningsgenstand på. Den har indbyggede sensorer, som blandet andet måler brugerens muskelaktivitet. Signalerne sendes via en smartphone til en elektronisk sky, hvor avancerede algoritmer behandler de indsamlede data og overvåger brugerens muskelaktivitet. Hvis muskelaktiviteten er uhensigtsmæssig, bliver brugeren advaret, og får dermed mulighed for at justere adfærd og derved mindske risikoen for nedslidningsskader.

For Precure Aps har det ifølge virksomhedens udviklingsdirektør, Søren Würtz, stor værdi at modtage prisen som ”Fremtidens digitale iværksætter 2019”.

– Det er et skulderklap, der viser, at der er anerkendte fagfolk, der tror på vores produkt og vores teknologi. Vores produkter er databaserede, og dem er der mange af i it-branchen og der er hård konkurrence. Så det at få den her pris tager vi som en særlig stor anerkendelse, siger Søren Würtz til Bornholms Tidende og fortsætter:

– Desværre følger der kun æren og ikke nogen kontant præmie med prisen, men jo flere af den her slags priser, vi får i bæltet, jo nemmere vil det i fremtiden også være at rejse kapital til virksomheden fra investorer.

SENESTE NYHEDER

20. JUL 2019 • 20:16 FOR ABONNENTER
Det er jo dig fra 'Landmand søger kærlighed'
20. JUL 2019 • 19:19 FOR ABONNENTER
Nyt populært koncept: Turister overnatter i baghaverne
20. JUL 2019 • 17:19 FOR ABONNENTER
Farverigt galleri er åbnet i Rønne
20. JUL 2019 • 16:10 FOR ABONNENTER
Feltpræst siger farvel til Afghanistan
20. JUL 2019 • 13:15
16-årig anholdt for knivstik

MEST LÆSTE BORNHOLM

19. JUL 2019 • 05:47
Bia-Lid bliver privatbolig
20. JUL 2019 • 06:39
Lejr sikrer sig mod terror
19. JUL 2019 • 09:42
Badning frarådes ved Tejn Lagune

Mest læste