Tiltalte i våbensag: Det er lidt noget pjat
Foto: Berit Hvassum

20. JUN 2019 • 11:58 • AF MIE MØLBAK

Tiltalte i våbensag: Det er lidt noget pjat

Den 34-årige soldat, der er tiltalt for blandt andet at stjæle våben fra Almegårds Kaserne og for at opbevare ulovlige våben, våbendele og skarp ammunition på sin bopæl, nægter sig skyldig i store dele af anklageskriftet.

Det kom frem i Retten på Bornholm torsdag formiddag, hvor den 34-årige afgav sin forklaring.

Den 34-årige var ansat som finskyttekonstabel på kasernen. Han har været ansat i Forsvaret i 14 år og har i den tid været udsendt fem gange til Afghanistan.

I kraft af sit job har han en stor interesse for våben, og det var angiveligt dén interesse, der fik ham til at samle en gammel maskinpistol op i en skrotcontainer på Almegårds Kaserne og tage den med hjem. Han satte den i stand og gemte den på sit badeværelse, skarpladt med 34 patroner.

Det var den pistol, der var anledning til, at Bornholms Politi 3. december sidste år kunne anholde soldaten.

På baggrund af et anonymt tip om, at den 34-årige skulle opbevare en maskinpistol og et let maskingevær, havde politiet ransaget bopælen på Vestbornholm.

Her fandt man dog ikke noget maskingevær, men til gengæld fandt man samme dag og ved en senere ransagning en mængde andre våben, våbendele og ammunition.

Nogle af tingene, forklarede soldaten, var lovlige dele til registrerede jagtvåben, andre ting opbevarede han ifølge ham selv for Forsvaret.

– Det er lidt noget pjat at anklage mig for at stjæle ting, som I har givet mig i hånden, og som jeg vil aflevere tilbage, den dag jeg stopper, sagde den 34-årige i retten, henvendt til anklager Claus Risbjerg fra Forsvarsministeriets Auditørkorps.

Senere fandt man et let maskingevær i Opalsøen, som man mener, er netop det gevær, som politiet havde modtaget et tip om, skulle befinde sig på bopælen. Soldaten er tiltalt for at besidde geværet i forening med en uidentificeret medgerningsmand.

Soldaten forklarede i retten, at maskinpistolen ikke er fuldt funktionsdygtig. Den kan skyde, men kun et enkelt skud ad gangen, mente soldaten. Det kan vise sig at være en væsentlig detalje, når straffen skal fastsættes, da farligheden af våbnet kan have afgørende betydning for straffens længde.

Retten på Bornholm forventer, at der kan falde dom i sagen torsdag.

17. JUL 2019 • 19:12 FOR ABONNENTER

Leder: Tænk jer om, inden I trækker politikerne ned i sølet

17. JUL 2019 • 18:08 FOR ABONNENTER

Politiker om konflikten i Snogebæk: Monopol er sjældent godt

17. JUL 2019 • 17:20

Nexøs byfest får dansetelt

17. JUL 2019 • 16:37 FOR ABONNENTER

Aldrig har der været så mange turister

17. JUL 2019 • 15:30 FOR ABONNENTER

Kommunen opgiver nye boliger nord for Rønne

Mest læste