Bro på Haslevej skal renoveres efter omfattende fugtskader
Foto: Berit Hvassum

8. DEC 2018 • 06:05 • AF HENRIK NIELSEN

Bro på Haslevej skal renoveres efter omfattende fugtskader

Indtrængende fugt har medført betydelige skader på en betonbro på Haslevej lige ved Nyker Strandvej, og skaderne er så omfattende, at regionskommunen planlægger en renovering af broen næste sommer.

Arbejdet vil tage maksimalt otte uger, fremgår det af regionskommunens hjemmeside.

Formålet med projektet er at foretage fugtisolering af broen, da det vil medføre et væsentligt større behov for renovering, hvis man ikke gør noget. Tilbage i 2015 blev der udført et særeftersyn, der viste, at manglende fugtisolering langs kantbjælkerne har medført betydelige skader på broen, og at konstruktionen fortsat er sårbar over for indtrængende fugt og klor.

Broen er udformet som en etfags-buebro med en spændvidde på seks meter og en højde på to meter. Buen er udført af armeret beton, og under den løber Blykobbe Å.

For at kunne udføre arbejdet bliver der sat af en stilladsplatform op under broen, hvorfra broens underside vil blive dybdeimprægneret og revneinjiceret. Derudover skal facader, fløje og kantbjælker vandskures og overstryges med mørtel. Fuger langs indersiden af kantbjælkerne skal isoleres, og endelig skal den vestlige skråningssikring repareres for at forhindre underskylning af broen.

Tør periode

Det er konsulentfirmaet Broconsult, der på vegne af regionskommunen har søgt om tilladelse til at udbedre skaderne på broen, og det skal foregå i respekt for Blykobbe Å og åens økologiske tilstand.

Stilladsplatformen bliver stillet op på en måde, så åløbet frit kan løbe under, mens arbejdet på underside af broen, facader og kantbjælker pågår, og i forbindelse med reparation af skråningssikringen sørger sandsække for at området holdes tørt.

I det hele taget forudsættes det, at arbejdet udføres i en tør periode, hvor vandstanden vil være begrænset.

Aktuelt er projektet i offentlig høring. Eventuelle bemærkninger eller indsigelser skal være kommunen i hænde senest den 2. januar. Efterfølgende vil Center for Natur, Miljø og Fritid tage endelig stilling til ansøgningen.

Godkendelse af projektet forudsætter desuden tilladelse eller godkendelse efter bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven eller fiskeriloven.

SENESTE NYHEDER

17. JUN 2019 • 08:52
Lyn var årsag til brand

MEST LÆSTE BORNHOLM

15. JUN 2019 • 19:13
Brand i Hasle

Mest læste