Ny motorbane godkendt politisk - men sagen er ikke slut endnu
Foto: Berit Hvassum

11. OKT 2018 • 19:52 • AF JAKOB MARSCHNER

Ny motorbane godkendt politisk - men sagen er ikke slut endnu

Så er der givet politisk grønt lys for en bane til folkerace i Torpe Bakker. Overværet af mange medlemmer af Bornholms Motorsport godkendte kommunalbestyrelsen torsdag aften plangrundlaget for banen.

Selve byggeriet kan derimod komme til at vente på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet får behandlet den klage, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) indgav i maj. DN er utilfreds med, at kommunen ikke fandt den særligt grundige VVM-miljøundersøgelse nødvendig. DN har også bedt om, at klagen får opsættende virkning på anlægget af den nye motorsportsbane.

Bornholms Motorsport kan dog vælge at begynde at anlægge banen alligevel – men vil så skulle føre området tilbage til dets nuværende udseende, hvis sagen i Miljø- og Fødevareklagenævnet ender med, at banen alligevel ikke kan anlægges i Torpe Bakker.

Klagenævnet anslår, at det vil tage omkring et år at behandle DN's klage, omend tidligere sager i nævnet før har taget længere tid. Ender klagesagen med, at der skal udarbejdes en VVM-rapport, vil det normalt tage mellem seks og ni måneder.

DN er særligt bekymret for motorsportsbanens nærhed til et grundvandsdepot. Desuden vil banen komme til at grænse direkte op til Torpe Bakker, der i kommuneplanen er udpeget som "særligt naturområde". I de områder kan der ifølge kommuneplanen ikke placeres "støjende rekreative anlæg".

– Så giver det ikke meget mening at udlægge en del af det område til en motorsportsbane. Hvis man mener det alvorligt med de planer, som man har lavet, er man også nødt til at rette sig efter dem, sagde Leif Olsen (SF) torsdag aften i kommunalbestyrelsen.

Også Bornholms Vand har i høringsfasen udtrykt bekymring for, at folkeracerne kan forurene grundvandet. Bornholms Motorsport har modsat fortalt, at klubben vil tage skridt til, at det ikke sker. Hensynet til grundvandet kom også op torsdag aften i kommunalbestyrelsen.

– Vores største bekymring har været, at grundvandet kan blive påvirket. Vi må bare konstatere, at risikoen for det er meget, meget lille, sagde gruppeformand Thomas Thors (S).

– I Venstre er vi blevet betrygget omkring vores vandressourcer. Vi mener også, at påvirkningen af miljøet vil være minimal, sagde gruppeformand Søren Schow (V).

SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod, og det samme gjorde Kirsten Wendell (S).

SENESTE NYHEDER

21. OKT 2018 • 09:45 FOR ABONNENTER
Analyse: At gøre det populære rækker ikke for Venstre

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. OKT 2018 • 08:27
Dreng sigtet for vold

Mest læste