Russisk propaganda-tv: Bornholmerne bliver indendørs af frygt for Rusland
Russiske journalister påstår, at TV2-vejrstationen, der sidder i toppen af Bornholmertårnet i Dueodde, er et overvågningskamera. Foto: Berit Hvassum

23. APR 2018 • 13:50 • AF RITZAU/SOFIE EJDRUP

Russisk propaganda-tv: Bornholmerne bliver indendørs af frygt for Rusland

Flere medvirkende i et russisk tv-indslag om Danmark føler sig groft fejlciteret. Det kan Radio24syv fortælle.

Indslaget, der blev bragt på den statskontrollerede station NTV i sidste uge, handler om danskernes frygt for Rusland og den nye radiomast, som Forsvarets Efterretningstjeneste har opført på Bornholm.

De to tidligere ministre Nick Hækkerup (S) og Mogens Lykketoft (S) medvirker begge i indslaget og føler sig misbrugt til "russisk propaganda", siger de til Radio24syv efter at have set indslaget med en dansk oversættelse.

– Hele indslaget er én stor manipulation med løgnehistorier, der desværre er typisk for nutidens ensrettede propagandapolitik. Det var forudsætningen, at vi skulle citeres meningsfyldt og forklare, hvad vi mente. Det er ikke sket, siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft.

Som optakt til indslaget siger studieværten fra NTV:

"Det anti-russiske hysteri har nået et så højt niveau, at de danske myndigheder har besluttet at bygge et tårn til at overvåge Rusland".

NTV fortæller desuden, ifølge Radio24syv i indslaget, at gaderne på Bornholm ligger øde, fordi folk er bange for Rusland, og at politikerne på Christiansborg pjækker, når der skal stemmes for at øge forsvarsbudgettet.

Tidligere forsvarsminister og nuværende udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) er træt af, han lod sig interviewe af NTV:

- Mit udsagn i den russisksprogede udsendelse svarer slet ikke til det budskab, jeg gav dem. Jeg sidder tilbage med en følelse af fake news, bevidst misbrug og måske endda direkte forkert oversættelse, siger han til Radio24syv.

NTV-journalisterne bruger i indslaget et billede af den TV2-vejrstation, der sidder i toppen af Bornholmertårnet i Dueodde, men påstår, at det er et overvågningskamera, som sidder ved den nye radiomast i Østermarie.

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel ser det russiske indslag som en brik i et større politisk spil.

– Indslaget er tiltænkt det russiske folk. Det er meningen, at det skal vise russerne, at resten af verden ikke kan lide dem og er bange for dem, siger Flemming Splidsboel.

/ritzau/


SENESTE NYHEDER

17. OKT 2018 • 11:30 FOR ABONNENTER
En overbygning er målet på Svartingedal Skole
17. OKT 2018 • 10:59
Bornholm har reddet liv i 10 år

MEST LÆSTE BORNHOLM

16. OKT 2018 • 18:06
Gum by Hviid erklæret konkurs
16. OKT 2018 • 18:06

Gum by Hviid erklæret konkurs

16. OKT 2018 • 16:19 FOR ABONNENTER

Fem Galloway-køer sat ind i Ekkodalen

16. OKT 2018 • 14:39 FOR ABONNENTER

Cykelstier i Rønne har ikke højeste prioritet

Mest læste