Turdato ændret: Joakim Tranberg spillede ikke den aften

15. APR 2018 • 22:05 • AF ANDERS LILJEROTH

Turdato ændret: Joakim Tranberg spillede ikke den aften

Da Klub Tidende for nogle uger siden, i samarbejde med GIBA Travel, arrangerede en bustur til musicalen Seebach på Det Kongelige Teater, var et af trækplastrene for turen, at bornholmske Joakim Lind Tranberg spiller en af hovedrollerne i stykket.

Det har han nemlig gjort mange gange, siden musicalen havde premiere den 29. september på Fredericia Teater. Og rollen som popsangeren Rasmus Seebach skal han da også spille flere gange på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra den 19. juni og helt til den 29. juli, hvor der er sidste spilledag i denne omgang.

Derfor var det lidt af en overraskelse, da teatret pludselig fortalte at der var flyttet rundt på dagene, så den bornholmske skuespiller ikke var en del af stykket den 17. juli, hvor Klub Tidende havde planlagt at sende en busfuld bornholmere til hovedstaden.

Lidt bedre billetter
Gina Banke fra GIBA Travel var dog hurtig til at ændre planerne for turen.

– Jeg synes da, det var ærgerligt, når nu en af grundende til, vi overhovedet arrangerede turen, var fordi, en bornholmer var på scenen. Så jeg kontaktede hurtigt teatret og fik byttet vores billetter til ugen efter, den 24. juli. Og heldigvis kunne vi på den dag få endnu bedre pladser i teatret, helt oppe foran, siger Gina Banke.

Alle de bornholmere, der allerede har købt billet, er via mail allerede blevet informeret om ændringen, og Gina Banke håber naturligvis, at alle gæsterne har mulighed for at deltage i turen ugen efter.

– Og så har vi altså fået lidt ekstra billetter til forestillingen, så det er stadig muligt at komme med på turen, lover rejselederen.

Turen indeholder, ud over en tur i teatret, også et spændende besøg i en af Københavns smukkeste kirker, Marmorkirken, og en tur i Matadors univers Korsbæk på Bakken med frokost på Postgården.
Klub Tidende er naturligvis med på hele turen.

Hele programmet kan ses på abonnementsklubbens hjemmeside www.tidende.dk/klubtidende, hvor der også er en masse andre spændende oplevelser at vælge imellem.


SENESTE NYHEDER

15. DEC 2018 • 17:34 FOR ABONNENTER
Gudhjem Bus havde ikke æbleskiver nok
15. DEC 2018 • 17:11
Der er glat på vejene
15. DEC 2018 • 16:51 FOR ABONNENTER
Der var ikke plads til alle ved konkurssalg
15. DEC 2018 • 13:17
Røde Kors hjælper i julen

MEST LÆSTE BORNHOLM

Mest læste