100 flotte bornholmske sider fra møbelproducenten Skagerak
Foto: Jens-Erik Larsen

24. FEB 2018 • 11:05 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

100 flotte bornholmske sider fra møbelproducenten Skagerak

Et nyt Skagerak Stories-katalog går bag om kunsthåndværk, gastronomi og bæredygtighed på Bornholm.

Skagerrak er som bekendt farvandet nord for Jylland, men fjerner man et ”r”, bliver det til Skagerak, som er et familieejet firma, der producerer kvalitetsmøbler og er hjemmehørende i Aalborg, men bredere defineret har sine rødder i Skandinavien og skandinavisk møbeltradition.

Og nu har Skagerak været på Bornholm for at undersøge sine rødder fra et nyt og spændende perspektiv, hvilket der er kommet et nyt magasin ud af – ”Skagerak Island Stories 2018”, altså ”Skagerak ø-historier 2018”, oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

Og sikke et magasin, må man straks tilføje, idet der er tale om hele 100 lækkert designede sider rundt fra hele øen.

I magasinet beretter Skagerak om dets mange besøg hos familier og lokale foretagender på øen og viser sin kollektion frem fra et anderledes miljø.

– Da vi udgav Stories første gang i 2013, var det med ønsket om at lægge vores ego på hylden og rykke ud i uvante, rå og hverdagsagtige omgivelser – langt væk fra fotostudiet og det sterile designunivers. At møde rigtige familier ude i stuerne, fortælle om forskellige livsstile og behov og blive klogere på, hvad der karakteriserer den nordiske tradition for godt håndværk, står der i pressemeddelelsen, som fortsætter:

– I år har vi valgt at fortælle om, hvordan Bornholm måske har fundet løsningerne på nogle af verdens store udfordringer i dag, såsom stress og arbejdspres, klimaforandringer, global konkurrence og social ansvarlighed.

– Vi tager dig med ind hos Sandvig Is Kalas, Den Danske Keramikfabrik, Toldhuset i Hammerhavn, Plantagen i Svaneke og fører dig ud på gastronomiske eventyr med fortolkninger af Bornholmske klassikere og særegne ingredienser.

– Til sommer vender vi stærkt tilbage til solskinsøen, hvor vi åbner en pop-up butik i hjertet af Gudhjem fra begyndelsen af juli. Her glæder vi os til at tage aktiv del i det Bornholmske miljø og vise vores Stories-magasin frem til folk, der kommer fra nær og fjern, står der i pressemeddelelsen om kataloget.

Mest læste