Forening har købt et nedslidt hus på Bornholm: Nu bliver det genopført af lærlinge
Foto: Dansk Håndværk

6. NOV 2017 • 12:28 • AF TOMMY KAAS

Forening har købt et nedslidt hus på Bornholm: Nu bliver det genopført af lærlinge

Arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk har købt hus på Bornholm. Ejendommen ligger på Brinkevej 2A i Tejn og skal fungere som byggeprojekt for håndværkere under uddannelse.

Huset får navnet Lærlingenes Hus og skal engagere og inspirere lærlinge fra hele landet til at kombinere de fineste, danske håndværkstraditioner med de nyeste byggeformer og den mest moderne viden om bæredygtighed og genanvendelse.

Projektet betyder, at et nedslidt hus genopstår fra grunden. Huset skal således genopføres fra kælder til kvist, så det er muligt at vise alle håndværkerfagets kundskaber.

Materialer skal i vidt omfang genbruges, men det nye hus skal være både en arkitektonisk og energivenlig oplevelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Håndværk.

– Vi vil ikke bare tale om, hvordan man gør – nu vil vi give lærlingene en mulighed for at vise det i praksis, siger foreningens direktør Morten Frihagen.

– Når lærlingenes hus står færdigt, skal det være en inspiration til næste generation, der kan give unge lyst til at tage en håndværksmæssig uddannelse:

– Vi vil give lærlinge en mulighed for at vise et færdigt resultat, hvor de med samme stolthed, som tidligere tiders håndværkere, kan sige: "Det er det her, dygtige lærlinge kan", siger Morten Frihagen.

Arbejdet skal løbe over tre år, så der er tid til at udvikle projektet, indgå samarbejder og give lærlinge fra alle dele af landet mulighed for at være på Bornhom i en periode og give deres bidrag til opgaven.

SENESTE NYHEDER

21. NOV 2017 • 15:20 FOR ABONNENTER
Fire unge tilbyder indkøb og levering af varer i Nyker
21. NOV 2017 • 14:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. NOV 2017 • 06:15
Afstemning: Hvem vinder valget?

Mest læste