Winni og Lea jubler med over frihed for atomaffald

19. SEP 2017 • 12:31 • AF JAKOB MARSCHNER

Winni og Lea jubler med over frihed for atomaffald

En stor fælles indsats har ført til sejr både på Bornholm og de andre steder i landet, der var i spil til at modtage atomaffaldet fra Risø.

Det siger det bornholmske folketingsmedlem Lea Wermelin, efter at regeringen og Folketingets partier i dag er blevet enige om at udskyde den endelige beslutning i 30-50 år og lade affaldet blive på Risø så længe.

– Det er en fantastisk god nyhed og sejr, at atomaffaldet nu bliver på Risø i de næste 30 til 50 år. Det er vi mange, der har arbejdet for længe, og den utrættelige fælles indsats fra både borgergrupper og borgmestre har heldigvis båret frugt, siger Lea Wermelin.

Det er helt afgørende for os på Bornholm, at vi også fremover er en atomaffaldsfri ø, og derfor var jeg meget lettet ovenpå mødet i Uddannelses- og Forskningsministeriet i dag. Nu venter der forhandlinger forude om, hvordan planerne konkret kommer til at se ud, men jeg har en forventning om, at vi indgår en aftale med et meget bredt flertal, siger hun.

Også borgmester Winni Grosbøll slutter sig til jubelkoret.

– Jeg er meget glad! Det er en god løsning og meget glædeligt at regeringen foreslår en langsigtet plan, hvor der er tid til grundige undersøgelser, hvor affaldet sikres på Risø i den mellemliggende periode, og hvor kommuner og borgere kan inddrages i processen på ordentlig vis, siger hun til TV 2/Bornholm.

– Det er ubetinget den længste sag, der har været på mit skrivebord og det er dejligt at sætte punktum i den på en god måde. Det gode samarbejde med de øvrige kommuner og med borgergrupperne har i den grad båret frugt, siger hun.


SENESTE NYHEDER

21. OKT 2017 • 10:00NAVNE
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

20. OKT 2017 • 08:24
Mand pissede på politiet
20. OKT 2017 • 07:21
Sognepræst søges – igen

Mest læste