Driblestærk Rønne fB'er skifter til rivalerne

3. AUG 2017 • 14:15SPORT • AF KJELD LUNDBÆK

Driblestærk Rønne fB'er skifter til rivalerne

Kort før sæsonstart har NB Bornholm fået tilgang af en ny ogspændende spiller, idet den unge Rønne fB-spiller Mathias Ellebye Jacobsen, der så sent som i lørdags optrådte for ”de sorte helte” i en træningskamp mod netop NB Bornholm, i denne uge har meldt sig under fanerne hos NB-træner Lasse Holmgaard.

Dribleglade Mathias Ellebye Jacobsen kan blive en markant forstærkning på den forreste del af banen for NB Bornholm. Han er dog noget af en humørspiller, og det var vel også det, der gjorde, at han i forrige sæson røg lidt ud og ind af holdet hos Rønne fB.

Men efter et år på fodboldefterskole i København nåede han at blive noteret for 27 seniorkampe i RfB-trøjen.

”This” var som ungdomsspiller fast mand på holdet hos Elite Bornholm, hvor han tidligt fik vist prøver på sit store talent.

– Han kan dække de fleste offensive pladser på banen, hvor hans unikke teknik, fart og blik for spillet på de bedste dage rækker til meget mere end københavnsserieniveau. Derfor bliver det en klar forstærkning af vores hold, og vi glæder os til at se ham løbe på banen, skriver NB-formand Mikkel Skot Hansen på Facebook.

NB Bornholm spiller sæsonens første kamp, når de på tirsdag møder et andet KS-hold, Husum, i DBU Pokalen. Det sker i Husumparken med kampstart kl. 18.00.

Mest læste