Udskældt bagmand bag nyt Uber-koncept trækker spor til Bornholm: Han har saboteret mit liv
Foto: Scanpix

3. JUN 2017 • 08:25 • AF RITZAU

Udskældt bagmand bag nyt Uber-koncept trækker spor til Bornholm: Han har saboteret mit liv

Per Lundemann Jakobsen, der står bag det nye Ubr City, har ni konkurser bag. Og hans tidligere medarbejdere har fået udbetalt 1,7 millioner kroner fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) i forbindelse med konkurserne.

Det afslører tal, som Avisen.dk har fået fra LG.

15. maj præsenterede han sammen med tidligere Uber-chauffør Lars Hjartbo den nye app Ubr City, der skal afløse Uber i Danmark. Uber lukkede ned i april.

Tjenesten blev samme dag meldt til politiet af Trafikstyrelsen.

Men udover at have erfaring med transportjenester, har Per Jakobsen også drevet adskillige andre firmaer, der har tilbudt serviceydelser inden for alt fra PR og telekommunikation til juridisk rådgivning, skatte-rådgivning og administration af handicaphjælperordninger m.m.

De fleste af hans firmaer er gået konkurs, og det har samlet set kostet Lønmodtagernes Garantifond over 1,7 millioner kroner i udbetalinger til tidligere medarbejdere, viser opslag i CVR-registeret og tal fra Lønmodtagernes Garantifond.

Bo Vadt Christensen er advokat med speciale i insolvensret og har stor erfaring som kurator ved konkursbo.

Ifølge ham er 8-10 konkurser inden for en relativt kort årrække på syv år ret usædvanligt.

– De her 8-10 konkurser ville straks vække min mistanke og få mig til at undersøge nærmere, om der er noget galt. Så uheldig er man sjældent forretningsmæssigt på så kort tid, siger Bo Vadt Christensen.

En af dem, der har oplevet konsekvenserne af Per Jakobsens konkurssager er 27-årige Mads Kofod fra Bornholm, der er lam fra brystet og ned og har brug for hjælp 24 timer i døgnet.

Han står nu med en personlig gæld på næsten 300.000 kroner til sine egne handicaphjælpere, efter at Per Jakobsens firma BPA Service Danmark, der hjalp ham med handicaphjælpere, gik konkurs.

– Han har saboteret mit liv. Alt er sat på pause, og jeg kommer ikke videre, før der er kommet en løsning på det her. Jeg er så vred, siger Mads Kofod til Avisen.dk.

Michael Bager Hansen er leder af Center for Handicap og Psykiatri i Bornholms Regionskommune, og han husker tydeligt Mads Kofods sag. Han fortæller, at kommunen har meget dårlige erfaringer med Per Jakobsens firma, der har administreret pleje til flere af kommunes borgere.

– Det er mærkeligt, at man ikke kan 'blackliste' personer eller firmaer, der laver den her slags, siger han til Avisen.dk.

Avisen.dk har i en uge været i kontakt med Per Jakobsen over mail og telefon, men det har ikke været muligt at få hans kommentarer til konkurssagerne eller Mads Kofods sag.

SENESTE NYHEDER

MEST LÆSTE BORNHOLM


13. AUG 2017 • 13:06

Store Oprydningdag

Efter Store Legedag fredag og lørdag, blev det søndag store oprydningsdag i

13. AUG 2017 • 09:55

1.100 cyklister på vej øen rundt

Så er starten gået på årets Bornholms Rundt på cykel.

12. AUG 2017 • 16:34

Legedag på niveau med sidste år

Det overskyede vejr og et par regnbyger kunne ikke holde gæsterne væk fra S

12. AUG 2017 • 11:23

Vinden driller kajakroere

Bornholm Rundt i havkajak fik en strålende start med to gode dage med ...

12. AUG 2017 • 08:08

Flere end 1.000 cykler Bornholm Rundt

Tilmeldingen til søndagens Bornholm Rundt på cykel har rundet de magis...

Mest læste