Snart kan du få synet din bil i Aakirkeby
Foto: Allan Rieck

15. MAR 2017 • 16:16 • AF ANDERS LILJEROTH

Snart kan du få synet din bil i Aakirkeby

Autoværkstedet Bornholms Service & Skadecenter giver i midten af april måned plads til en ny synshal under navnet Bilsyn Plus.

Bilsyn Plus har knap 50 synshaller rundt om i Danmark, og er en af de største kæder indenfor bilsyn i landet, hvor synshallen er placeret i forbindelse med et autoværksted. På Bornholm findes i forvejen Bornholms Bilsyn i Rønne, og Applus i Nexø og Rønne.

- Lige nu er det kun muligt at få synet sin bil i Nexø, to dage om ugen, og så to steder i Rønne. Derfor synes vi det giver god mening, at det lokale opland omkring Aakirkeby ikke behøver at køre så langt for at få synet bilen, siger Michael Møller, der driver autoværkstedet i Aakirkeby Erhvervscenter på Brovangen.

Synshallen vil i dagligdagen ikke have nogen direkte forbindelse med værkstedet, men Bilsyn Plus lejer sig ind i lokalerne, og det bliver i dagligdagen Bornholms Service & Skadecenter, der vil administrere synet af biler, ligesom der på adressen også vil være et decideret motorkontor, hvor det bliver muligt at købe og afmelde nummerplader, samt at om-registrere sit køretøj.

- Vi tilbyder kunderne et fint sted at vente, mens bilen bliver synet, hvor det er muligt at få en kop kaffe eller kakao, og hvor fjernsynet kører samtidig, siger Michael Møller.

For at åbne en synshal et nyt sted, er der helt særlige krav der gør sig gældende. Derfor bliver en ny synshal godkendt af Færdselsstyrelsen, inden den kan åbne.

- To af vores medarbejdere er lige nu ved at blive uddannet til at kunne syne biler, fortæller Michael Møller, der med åbningen af synshallen gerne vil vise, at man sagtens kan lave noget udenfor storbyen.

Vandtætte skodder
Hvis et køretøj ikke kan blive synet, og dermed bliver kasseret, skal der i mange tilfælde laves reparationer eller udskiftninger, inden det igen bliver kørt til synshallen. Her er der dog ingen forbindelse fra synshal til værkstedet på adressen, påpeger Michael Møller.

- Nej, sådan foregår det ikke. Der er vandtætte skodder mellem vores værksted og synshallen. Det er ikke sådan, at hvis en bil bliver kasseret til syn, så tilbyder vi lige at lave det der skal laves. Det må man ikke, det er der helt klare regler for, siger han.

Hvis en bil bliver kasseret, får kunden udskrevet en rapport udfærdiget af Færdselsstyrelsen, hvor det fremgår hvilke fejl og mangler køretøjet har. Og hvor man som bilejer så vil have udbedret disse, bestemmer man helt selv.

- Medarbejderen der syner bilen, vil heller ikke på sit tøj eller andre steder reklamere for vores værksted. I synshallen arbejder han for Bilsyn Plus, og er deres medarbejder, slutter Michael Møller.

Datoen for, hvornår det bliver muligt at få synet sin bil i Aakirkeby, ligger endnu ikke helt fast, men det bliver i midten af april måned, når alle godkendelser er i hus.


SENESTE NYHEDER

17. DEC 2017 • 15:31 FOR ABONNENTER
Møbelfabrikken har købt syværksted
17. DEC 2017 • 12:44 FOR ABONNENTER
Sådan fungerer myrernes klimaanlæg
17. DEC 2017 • 07:33 FOR ABONNENTER
Plejecenter skal have styr på dokumentationen

MEST LÆSTE BORNHOLM

16. DEC 2017 • 09:31 FOR ABONNENTER

Her er køberen: Nexø Havn har solgt 23.000 kvm stor grund

16. DEC 2017 • 07:23 FOR ABONNENTER

Rønnedrengen fornyede dansk malerkunst

Mest læste