Retssag udsat: Nye vidner skal indkaldes

15. MAR 2017 • 15:50 • AF LISBET HOLST

Retssag udsat: Nye vidner skal indkaldes

Dagens retssag, hvor fire medarbejdere ved hjemmeplejen er tiltalt for fejlmedicinering,
er udsat.

Anklagerfuldmægtig Emilie Sommer ønskede, at der bliver indkaldt yderligere vidner, der kan belyse sagen.

En sygeplejerske og tre sosu-assistenter er tiltalt for på forskellige vis at have medvirket til, at den 80-årige Birthe Gerdes fik alt for store mængder af højrisikopræparatet Methotrexat - en fejlmedicinering, der i følge anklagemyndigheden var medvirkende til kvindens død.

Kvinden skulle have fire gange 2,5 mg methotrexat hver mandag, det vil sige en gang om ugen.
I stedet blev den samme mængde piller givet til hende alle ugens dage, så hun fik syvdobbelt dosis.

Peter Paldan Sørensen, forsvarsadvokat for to af de tiltalte, protesterede mod indkaldelse af flere vidner, men dommeren valgte at følge anmodningen fra anklagemyndigheden.

De nye vidner, der skal indkaldes er patologen fra retspatologisk afdeling, der har udfærdiget obduktionsrapporten på den 80-årige kvinde, den læge fra Bornholms Hospital, der talte med Birthe Gerdes under hendes indlæggelse, den læge, der var indover medicingivningen, en it-ekspert samt et familiemedlem, der har talt med Birthe Gerdes om medicinen.

Tvivl
Dagen er gået med anklagerens afhøring af de fire tiltalte samt afhøring af tre vidner, alle kommunalt ansatte, der har haft berøring med sagen.

En teamleder i hjemmeplejen mente ikke, at det fremgik tydeligt i medicinlisten, om den 80-årige kvinde skulle have doseret methotrexat en gang om ugen, eller fire gange hver dag.
– Jeg kan forstå man bliver i tvivl, men så skal man gøre noget, sagde vidnet.

Kommunens rolle?
Ingen af vidnerne, hvor af en var kommunens dokumentansvarlige medarbejder, kendte til et af de fremlagte dokumenter, hvor regionskommunen præciserede retningslinjerne for bl.a. medarbejdernes medicinhåndtering.

Først efter sagen var vidnet blevet bekendt med dokumentet. Det samme gjaldt de hjælpekort til FMK, som medarbejderne skulle have fået.

- Kan det tænkes, at det er noget kommunen har lavet efterfølgende?, spurgte John Jørgensen.

– Det kan det godt, svarede vidnet.

Kommunens områdeleder har tidligere i en redegørelse konkluderet om sagen, at den er opstået som en kombination af misforståelser, kompleks overgang til nyt it system (Det Fælles Medicinkort), manglende faglig agtpågivenhed og delvis mangelfulde og misvisende anvisninger.

Halvanden times undervisning
Den sygeplejerske, der i oktober og december 2016 underviste sygeplejersker og sosuassistenter i det ny it-system Det Fælles Medicinkort, oplyste, at sygeplejerskerne fik to timers fælles undervisning, mens sosuassistenterne fik halvanden times undervisning.

På det tidspunkt virkede teknikken ikke, så kursisterne kunne ikke selv udføre en case på deres egne computere.
Mange mødte ikke op til undervisningen, forklarede vidnet.

De fire kvinder nægter sig skyldig.

Retsreportage i Bornholms Tidende torsdag.







SENESTE NYHEDER

25. MAJ 2017 • 07:40
Folkemødet sætter ny rekord

MEST LÆSTE BORNHOLM

24. MAJ 2017 • 13:13
Nu er Industrivej 11 til salg
25. MAJ 2017 • 07:40
Folkemødet sætter ny rekord

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven