Lars Kærulf vil følge nyt museum til dørs

25. SEP 2015 • 13:32 • AF TOMMY KAAS

65 år: Lars Kærulf vil følge nyt museum til dørs

Museumsdirektøren fylder halvrundt i dag, fredag

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller fra Bornholms Kunstmuseum bliver 65 år i dag.

Bornholmerne stiftede bekendtskab med kunsthistorikeren i 1986, da han blev ansat som konsulent på Bornholms Museum. I 1988 flyttede han så herovre, da han blev ansat til at lede opbygningen af et nyt, stort kunstmuseum på Bornholm.

Da Lars Kærulf Møller kom til Bornholm, blev kunsten præsenteret i en lille afdeling af Bornholms Museum i Rønne, men hans indtog og arbejde de følgende år skulle vise sig at få den bornholmske kunstverden til at blomstre.

Trods stor modstand – over halvdelen af den bornholmske befolkning skrev under på et protestbrev mod opførelsen af et nyt, dyrt kunstmuseum – fortsatte Lars Kærulf Møller ufortrødent, og i 1993 stod Danmarks smukkeste – og ikke mindst smukkest beliggende – kunstmuseum klar.

På Helligdommen bliver bornholmsk kunst i dag præsenteret på en måde, som alle bornholmere kan være stolte af – formentlig også mange af dem, der var modstandere i starten.

I dag fylder han halvrundt – og dagen er blandt andet blevet fejret med besøg fra bestyrelsen på Bornholms Kunstmuseum fredag morgen.

– Nu skifter verden. Fra nu af går man på arbejde af lyst, siger Lars Kærulf Møller med et lille grin på sin fødselsdag – velvidende, at han altid har været glad for sit arbejde.

For mange mennesker er 65 år lig med pensionsalderen – men ikke for museumsdirektøren fra Klemensker.

– Vi har jo nogle store ting i svøb, som jeg godt kunne tænke mig at følge til dørs, siger Lars Kærulf Møller.

Der er tale om en sammenlægning af det kulturhistoriske museum og det eksisterende kunstmuseum, ligesom kunstmuseet skal udbygges med et nyt lysmuseum.

– Vi håber fortsat, at vi kan være klar i slutningen af 2018 eller starten af 2019, siger Lars Kærulf Møller.

SENESTE NYHEDER

19. JUN 2019 • 05:42
Der er mink i mosen
18. JUN 2019 • 19:48 FOR ABONNENTER
Folkemøde-mast ødelagde tv-billeder

MEST LÆSTE BORNHOLM

17. JUN 2019 • 13:15
Brud på vandledning

Mest læste