Bornholms Tidende i hovedrolle

30. MAJ 2013 • 16:00LOKAL KULTUR • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Krimi Bornholms Tidende i hovedrolle

En ny kriminalroman i form af en e-bog foregår på Bornholm.

Journalist Frank Melby, Bornholms Tidende, spiller en vigtig rolle i en ny dansk kriminalroman, oplyser forfatteren Arne Ossian i en pressemeddelelse.

Som en lille regibemærkning kan det oplyses, at redaktionen ikke umiddelbart kender Frank Melby, men ifølge pressemeddelelsen har han et fortroligt forhold til den ellers meget pressesky politidirektør Halfdan Jansen, Bornholms Politi, som leder efterforskningen af en makaber sag.

Optakten til krimien, som hedder »Bæstet på Bornholm«, er således, at en ung familie med to små børn myrdes i et lejet sommerhus her på øen. Det ligner et rovmord udført af østeuropæiske kriminelle., men Bornholms Politi står snart med en uoverskuelig sag, som vokser, uden at overordnede myndigheder i København er til megen hjælp.

Politidirektør Halfdan Jansen og hans folk kæmper ikke kun for retfærdigheden, men også for deres egen overlevelse som selvstændig politienhed, og efterhånden tvinges de til at bruge grænseoverskridende metoder. Ved sin side har Halfdan Jansen den hjemsendte afghanistanveteran fra Frømandskorpset, Irina S. Anker, som netop er begyndt som vikarierende kriminalassistent. Men kun takket være politidirektørens tætte, uformelle kontakt til journalist Melby kan der i sidste øjeblik -uden om alle officielle kanaler - appelleres direkte til offentligheden ovre, således at historien ender godt.

Forfatteren Arne Ossian har tidligere udgivet »Kong Klaks sten« (Hovedland 1998, 2. rev. udg. 2004).

»Bæstet på Bornholm« er en såkaldt e-bog, som kan læses elektronisk på smartphones, iPads og computere. Den kan købes på saxo.com for 129 kroner, oplyser forfatteren.



Mest læste