Søstjernen hejser det grønne flag

Søstjernen hejser det grønne flag
Børnehuset Søstjernen i Rønne modtog mandag det grønne spirerflag, der er en synlig anerkendelse af de institutioner og dagplejer, hvor børn og voksne er lidt tættere på naturen. Flaget blev overrakt af Henrik Dich, der er leder af de kommunale dagtilbud. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 8. FEB 2021 • 16:14
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
8. FEB 2021 • 16:14

DAGPASNING

Sommerblomster er næppe det, de fleste tænker på i disse dage, hvor vinteren rigtig har gjort sit indtog med frost, sne og fygning. Ikke desto mindre spillede de en rolle, da Børnehuset Søstjernen mandag fik overrakt et grønt flag, der viser, at institutionen bruger naturen aktivt i det sunde børneliv.

Forklaringen er, at Børnehuset Søstjernen blandt andet har haft gang i et spireprojekt, hvor børnene har været med til at gøre plantekasser klar til krydderurter og sommerblomster. De har hver især haft ansvar for en plante og er blevet meget opmærksomme på, når deres plante trænger til vand.

Det fremgår af en mail fra Børnehuset Søstjernen, hvor Grønne Spirer fortæller om baggrunden for det grønne flag, som lederen af de kommunale dagtilbud, Henrik Dich, overrakte mandag.

Grønne Spirer er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for dagplejere, vuggestuer og børnehaver. Grønne Spirer fokuserer på udeliv, natur og miljø og en grøn og sund hverdagskultur i institutionerne. Med Grønne Spirer ønsker rådet at støtte og synliggøre dagtilbuddenes arbejde for en grønnere hverdag.

Gode stunder

Ifølge Grønne Spirer har medarbejderne i Børnehuset Søstjernen også været særligt gode til at gøre børnene opmærksomme på bæredygtighed.

Det er blandt andet sket ved at indsamle affald i naturen, især plastik på stranden. Samtidig har man talt om vigtigheden af at passe på naturen og derigennem dyrelivet. I den forbindelse er institutionen blevet en del af havmiljøvogterne, hvilket børnene er meget stolte af.

Til sidst nævner Grønne Spirer, at Søstjernen har mange spændende ture ud i naturen. Børn og voksne har været på fisketure, kigget efter fodspor på stranden og fundet såkaldt krible krable-dyr i skoven.

Børnehuset har selv sendt en ansøgning til Friluftsrådet, hvoraf det fremgår, at både børn og voksne har haft nogle gode stunder i og omkring naturen. På den baggrund er rådet glad for at kunne tildele Børnehuset Søstjernen institutionens første grønne spirerflag.