Opdatering: Nye parkeringsregler kan være på vej

Opdatering: Nye parkeringsregler kan være på vej
Der skal ifølge byudviklingsplanerne ikke ændres på antallet af parkeringspladser på Store Torv. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. APR 2021 • 08:18
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
19. APR 2021 • 08:18

BORGERMØDE

Dette er en opdateret version af en artikel, som var på tidende.dk i en periode i weekenden, indtil den blev taget af, fordi der var fejlagtige oplysninger i artiklen, hvilket vi beklager:

Man må i dag parkere på en af de offentlige parkeringspladser i Rønnes bymidte i to timer (i dagtimerne).

Men fremover kan det være, at man skal vænne sig til, at man i bymidten nogle steder kun må parkere i en halv time eller en time – og enkelte steder i to timer. Dog således, at man sikrer, at for eksempel biografgæster kan holde parkeret under forestillinger.

Rådgivergruppen, der arbejder med byudviklingsprojekterne i Rønne, anbefaler politikerne, at der etableres en parkeringszone i en radius af 500 meter fra Store Torv for at skabe et bedre flow på parkeringspladserne.

Anbefalingen er en del af en parkeringsstrategi og trafikplan for Rønne, som indgår i byudviklingsprojekterne. Rådgivergruppen gennemgik ved et online-borgermøde lørdag eftermiddag de foreløbige planer og tanker.

Projektleder Ditte Marquard Jessen sagde, at anbefalingen om de nye parkeringsregler støttes af Rønne Handelsstandsforening.

En adfærdsændring

Beboerne indenfor zonen skal have licens til at kunne holde ved deres bolig uden tidsbegrænsning. Formålet er at skabe, hvad der kaldes en adfærdsændring omkring langtidsparkering. Det gælder blandt andet, at man med forslaget vil have medarbejdere i virksomheder i bymidten til at parkere udenfor bymidten.

Rådgivergruppen kalder også zonen for en "turistzone":

– Turisterne har ikke noget imod at parkere 500 meter fra bymidten, når de skal tilbringe en dag i Rønne, sagde Ditte Marquard Jessen.

Digitale tavler, som viser bilisterne, hvor der er ledige p-pladser, indgår også i planerne. Dermed skal man undgå den såkaldte "søgetrafik" med bilister, der leder efter p-pladser.

Et parkeringshus indgår til gengæld ikke længere i planerne om parkeringsløsninger i bymidten, blev det oplyst på borgermødet.

Der er nok parkeringspladser

Rådgivergruppen har undersøgt parkeringspotentialet i Rønne. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at konklusionen er, at selv om oplevelsen er, at der er stort pres på de centrale parkeringspladser om sommeren, er der til hver en tid ganske pænt med ledige pladser i bymidten.

Det har ført frem til den konklusion, at der også vil være parkeringspladser nok, selv om man vælger at flytte Rønne Bibliotek til Dams Gård som en del af et kommende kulturhus.

– Når der er mest tryk på om sommeren, er der heldigvis ikke det store behov for parkeringspladser til kulturinstitutionerne, sagde Ditte Marquard Jessen.