Farvel til et langt arbejdsliv med børn

Farvel til et langt arbejdsliv med børn
Børnene i Nyker Børnehus overrakte gaver til Bente Hansen, da den nu tidligere leder af børnehuset torsdag formiddag kom på besøg. En rørt Bente Hansen modtog "elefantordenen" af personalet. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. APR 2021 • 14:45
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
29. APR 2021 • 14:45

PENSION

Mange generationer børn i Nyker- og Sorthat-Muleby-området kender Bente Hansen, der nu stopper efter 41 et halvt år som pædagog og leder i først Muleby Børnehave og derefter Nyker Børnehus.

Så man kunne godt have forestillet sig, at det planlagte åbent hus-arrangement i Nyker ville have trukket en del gæster. Men nu blev det altså aflyst på grund af forsamlingsloftet.

– Jeg blev lidt ked af aflysningen. For det er alligevel et arbejdsliv, der stopper. Der er måske nogle mennesker, der har lyst til at komme og sige farvel, siger Bente Hansen.

Bente Hansen måtte nøjes med at møde op torsdag formiddag til et mindre, internt farvel-arrangement.

– Jeg har det fint med at stoppe. Selv om jeg har det godt, kan jeg mærke, at kræfterne ikke er de samme længere, så jeg har valgt at gå, mens jeg stadig har kræfter til at lave forskellige ting, siger Bente Hansen, der er 65 år.

Hurtig tilvænning

– Jeg har holdt ferie i et stykke tid og har faktisk allerede vænnet mig til at gå derhjemme. Det går hurtigt, skal jeg hilse at sige. Det jeg ikke nåede i dag, når jeg i morgen, siger hun.

– Jeg kommer til at savne samværet med børnene – og selvfølgelig også forældrene og personalet. Men det er nok rigtig meget børnene. De har haft en stor plads i mit arbejdsliv. Man kan komme på arbejde og tænke, at man ikke orker rigtig i dag. Men når børnene så kommer en løbende i møde, får man noget energi. Det kommer jeg til at savne, siger Bente Hansen, der oprindelig er fra Sjælland.

– Jeg mødte en bornholmer og flyttede herover i sommeren 1977. Det har jeg aldrig fortrudt.

Lukning i Muleby

Bente Hansen arbejdede i mange år i Muleby Børnehave. Her blev hun leder efter fire-fem år, og det har hun været siden. Da Muleby Børnehave blev lukket i 2012 på grund af et faldende børnetal, flyttede hun til Nyker Børnehus.

– Det var nok lidt tilfældigt, at jeg blev leder. Men jeg begyndte at trives med at have lidt mere indflydelse på, hvordan institutionen skulle fungere, og når man først har været leder, er det svært at skulle tilbage på "gulvet".

Bente Hansen har nu i mere end 40 år oplevet børn fra nærmeste hold:

– Da jeg startede, handlede det måske mere om, at børnene bare skulle have det godt. Vi lavede selvfølgelig nogle ting med dem, men de blev måske lidt mere "passet". I dag er der læreplaner, hvor der er krav til, hvad børnene skal prøve, mens de går i børnehave.

– I gamle dage kunne man sidde og snakke med 20 børn om et emne. Børn er i dag slet ikke gearet til at sidde i så stor en gruppe og bare høre efter og snakke. På den måde har børn ændret sig til, at de skal ses og høres lidt mere. Det er ikke fordi, det ikke også er positivt, for det synes jeg, det er. Forældrene har måske også nogle andre krav og forventninger i dag, mener Bente Hansen.

Bliver på Bornholm

Bente Hansen glæder sig til at få mere tid til børn og børnebørn i henholdsvis Rønne og på Sjælland og til at lufte hunden.

– Jeg er ikke så nervøs for ikke at kunne få tiden til at gå. Ellers må jeg finde på noget.

Der er ingen planer om at skulle flytte.

– Jeg har boet i Hasle i 42 år, og jeg har fem minutters gang til skov og strand. Hvorfor skulle man så flytte?