Nul kontingent i et halvt år

Nul kontingent i et halvt år
– Vi finder vi det både forsvarligt og rigtigt med rabat på det kommende kontingent, siger Hasle Idrætsforenings formand, H.C. Pedersen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. FEB 2021 • 11:48
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
20. FEB 2021 • 11:48

IDRÆT

De cirka 450 medlemmer af Hasle Idrætsforening slipper for at betale kontingent i det første halvår af 2021.

– Vi holdt et møde i forretningsudvalget, hvor vi blandt andet talte om restancer på kontingenter. Nogle har meldt sig ud, og andre taler om det, fordi de føler, at de ikke har fået det, de betaler for. Så det er for at imødekomme de tanker folk går rundt med og for at fastholde vores medlemmer, siger H.C. Pedersen, formand for Hasle IF.

– Vi har cirka 50 færre medlemmer i HIF i 2020 i forhold til 2019, men det er svært at vurdere, hvor stor en del af nedgangen, der skyldes coronaen, tilføjer formanden.

En opfordring

En del medlemmer har ikke betalt hele deres kontingent for 2020, og de får nu en rykker fra idrætsforeningen:

– Vi opfordrer til, at man betaler det kontingent, man er i restance med, men med en besked om, at man får en rabat på kontingentet for 2021. Enten kontingentfrit i det første halvår eller en rabat på halvdelen af kontingentet, hvis man betaler for hele året, siger H.C. Pedersen.

Hasle Idrætsforening har i 2020 ud over den mindre indtægt på kontingenter også tabt penge på aflysningen af Sildefesten, loppemarkeder med videre. Men foreningen har fået det meste af tabet dækket via kompensation fra DIF og DGI’s coronapuljer, oplyser formanden.

Det er forsvarligt

– Da der naturligt nok også er færre udgifter i forbindelse med nedlukningen, finder vi det både forsvarligt og rigtigt med rabat på det kommende kontingent. Medlemmerne skal også have lidt ud af, at vi har fået kompensation, så det hele ikke bare går ind i den daglige drift, siger H.C. Pedersen, der også medgiver, at foreningen har råd til at gøre det, fordi man har en god egenkapital.

Idrætsforeningerne har over tre omgange haft mulighed for at søge DIF og DGI’s coronahjælpepulje, og Hasle Idrætsforening afventer svar på foreningens seneste ansøgning.